studenterkomedier

Studenterkomedier, akademisk amatørteater, som i Danmark opstod 1820 i forbindelse med oprettelsen af Studenterforeningen i Kbh. I de første år blev betegnelsen S anvendt i flæng om alle foreningens former for dramatisk underholdning, men fra 1840'erne blev S ensbetydende med en forestilling skrevet og opført af studenter om studenter. Den første egentlige S var teologen Frederik Fabricius’ List og Magt 1833. Samfundssatire var fra de første årtier livsnerven i S, hvilket i enevældens sidste år medførte mange krumspring i forhold til censuren. Den senere politiker Carl Ploug gik – under dæknavnet Poul Rytter – i 1840'erne i spidsen med de såkaldte atellaner, hvis politiske satire var pakket ind i sindrige referencer til Det Kongelige Teaters løbende repertoire.

J.C. Hostrup, der i eftertiden blev næsten synonym med S, lærte sig kunsten gennem en række små dramatiske forsøg hovedsagelig formet over den heibergske vaudeville, inden han under påvirkning af Plougs atellaner 1844 debuterede med helaftenskomedien Genboerne fulgt af bl.a. Intrigerne 1845 og En spurv i tranedans 1846, som alle – under dæknavnet Jens Kristrup – blev skrevet direkte med studenterskuespillere for øje. Peter Faber bidrog til accentueringen af 1840'ernes politiske temaer i bl.a. Stegekælderen eller Den fine verden 1845, mens hans søn William Faber skildrede 1860'ernes og 1870'ernes mindre idealistiske, men ikke mindre muntre studenterliv bl.a. i forvekslingskomedien Den trekantede 1867.

Den dramatiske udfoldelse i Studenterforeningen ændrede gradvis karakter i 1800-tallets sidste halvdel. Æstetiske ambitioner fortrængte de politiske i parodierne på alle genrer af samtidens teater. Foreningen virkede samtidig i stigende grad som forsøgsscene og dramatikerstudio for en række kommende teaterfolk. Den eneste begrænsning var, at alle roller indtil begyndelsen af 1900-tallet blev spillet af mandlige studenter, bl.a. Edvard Brandes, Emil Poulsen, Peter Jerndorff og William Bloch, ofte instrueret af Frd. Høedt. Mange af tidens nye S fik også efter få måneder professionel status som repertoire på de nye sekondteatre, Casino og Folketeatret. Det nye årh.s stadigt voksende udbud af forlystelser betød dog, at interessen for S kølnede. Da Studenterforeningen 1910 fik sin nye pompøse bygning på Vestre Boulevard (i dag H.C. Andersens Boulevard), var S heller ikke tilgodeset med en egentlig teatersal. Scenen måtte indrettes fra gang til gang når der skulle spilles komedie, hvilket fra 1924 stort set kun omfattede den årlige nytårskomedie. Studenterforeningens nytårskomedie, også kaldet Studenterrevyen, har dog siden holdt traditionerne i hævd, og tidligere optrædende samles i dag i Kongelig Mayestaits Acteurs. Kravet til de medvirkende om akademisk baggrund blev også gradvis erstattet af et ubetinget krav om talent. Adskillige af 1900-tallets skuespillere og instruktører har afprøvet deres evner i revyerne, bl.a. var Stig Lommer, med debut 1926, i en årrække en af de førende kræfter. I 1930'erne var det Mogens Dam, der var den betydeligste forfatter og instruktør; i modsætning til flertallet af tidens professionelle skabte han rap, bidsk og politisk revy med bl.a. Aage Stentoft, og efter befrielsen Kjeld Abell, som i 1946 satte besættelsestiden i relief med nytårskomedien David og Goliath. 1950'ernes hovedforfatter blev Jens Louis Petersen, som fra 1954 fik bl.a. Klaus Rifbjerg og Jesper Jensen som medforfattere. De sidstnævnte var med til at skærpe satiren og skabte 1962 s.m. Leif Panduro en milepæl med den kontroversielle Gris på gaflen. Den skulle vise sig svær at komme efter. Siden salget af Studenterforeningens bygning i 1972 har S ført en omflakkende tilværelse i københavnske festsale og kulturhuse, men ikke desto mindre er talenter som Jacob Morild, Jan Gintberg og brødrene Adam og James Price m.fl. i de senere år udsprunget af denne rugekasse.

Bibliografi: Koch-Olsen, I & Stybe, S E Studenter gennem 150 år 1970; Sørensen, A Studenterkomedien 1903 & Studenterkomedier 1904; Østergaard, S D Kongelig Mayestaits Acteurs 2000.