Skæbnedrama, et drama, hvori en overvældende, uafvendelig ydre magt (gr. moria) griber afgørende ind i personernes, specielt hovedpersonens handlinger. Fx er det for titelpersonen i Sofokles’ Kong Ødipus meningsløst at sætte sig op imod moria. Den antikke tragedies skæbneforståelse er endnu gældende hos Calderón og de franske klassicister Corneille og Racine. Med oplysningstiden og det borgerlige dramas omfortolkning af skyld og skæbne følger en ny forståelse af dialektikken mellem frihed og nødvendighed. Goethe viser fx med Iphigenia paa Tauris 1787, hvordan skæbnens fordømmelse kan overvindes gennem indsigt i den personlige frihed, mens Fr. Schiller forsøger at forny det antikke Ss ubønhørlighed i Bruden fra Messina 1803. Schicksalstragödie blev et begreb i tysk teater, specielt præget i værker af Ludvig Tieck, Zacharias Werner mfl. Danske eksempler er OehlenschlägersBaldur hin Gode og Hakon Jarl hin Rige, begge 1808. I det romantiske drama bliver skæbnen identisk med det uhyggelige og dæmoniske og er på vej til at blive blot en teatral effekt. Ikke mindst Gilbert de Pixérécourtsmelodramaer demonstrerer det blindt skæbnesvangre i begivenhederne med dæmoniske virkemidler, rædselseffekter og faste rekvisitter som økser, dolke, amuletter og familieskatte. I moderne tid bruges S undertiden om dramaer, hvori hovedpersonerne tvinges mod en afgrund af deres indre dæmoner eller fanatiske selvbedrag som fx Borkman i Ibsens John Gabriel Borkman 1896.