semiotik

Artikelstart

Semiotik, gr. semeion ‘tegn’, læren om tegn og deres betydning. Da den italienske filosof Umberto Eco i bogen La struttura assente 1968 introducerede S tog han udgangspunkt i den amerikanske filosof Charles Sanders Peirces tegnlære. Et tegn eller repræsentamen er noget, der står for noget andet (dets objekt), og som iværksætter et nyt tegn, interpretanten, af det første tegn. Interpretanten skal forstås som mulige tolkninger af tegnet. Hos Peirce lægges indholdet uden for tegnet, hvorved det bliver modtageren, der giver tegnet dets betydning. På denne måde åbner S for flere betydninger af tegnet afhængig af modtagerens iagttagelsesevne.

I teatermæssig sammenhæng kan dramateksten opfattes som objektet, der danner udgangspunkt for teaterforestillingen (repræsentamen). Denne modtages af et publikum, der tolker og vurderer og derved skaber nye tegn (interpretanten). Peirce inddelte tegnet i forhold til dets objekt i tre kategorier: ikon, index og symbol. Ikonet har samme karakteristika som objektet (fx et fotografi af Hitler), et index refererer til objektet ved at have træk til fælles med objektet (fx en persons gyngende gang, der viser hen til, at manden er sømand), et symbol refererer til objektet gennem fælles idéer (fx korset som symbol på kristendommen). I en teaterforestilling findes alle tre tegnkategorier, men afhængig af stilen kan en enkelt dominere over de andre. I naturalismen var ikonet således det mest dominerende tegn med dets direkte henvisning til virkeligheden, mens det moderne teater lægger større vægt på symbolet. Generelt kan man sige, at tegnene i en teaterforestilling er særdeles komplekse og bør opfattes i sammenhæng, således at scenetotaliteten ikke opløses. Teaterforskere anser derfor ikke Peirces tre tegntyper for væsentlige. I S studeres alle former for kulturprocesser, og den har i dag stor udbredelse inden for kunstvidenskaberne, samtidig med at den også inddrager andre teorier. Se også Erika Fischer-Lichte; Forestillingsanalyse; Kommunikation; Patrice Pavis; Semiologi; Teatervidenskab.

Bibliografi: Elam, K The semiotics of theatre and drama 1980; Fischer-Lichte, E Semiotik des Theaters 1983; Heed, S Å Teaterns tecken 2002; Jørgensen, K Anvendt semiotik 1997; Pavis, P Le théâtre au croisement des cultures 1991.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig