forestillingsanalyse

Forestillingsanalyse, En analyse af teaterforestillingen kan foregå på flere måder, men bør altid bestå af mindst to niveauer, et beskrivende og et tolkende niveau, der kan give en forståelse af forestillingen samt dens kulturelle og kommunikative aspekter. Fx kan F ske ved at adskille forestillingens elementer i bestanddele (skuespiller, dekoration, den talte tekst) for herigennem at nå frem til en helhedsvurdering, eller den kan anvende denotation/konnotation som analyseredskab.

Da der i 1960'erne blev åbnet for nye metoder, der var i stand til at analysere kunstmedier som film, billeder og litteratur, blev det en mulighed for også at påbegynde en analyse af teatrets forestillinger. Forud herfor havde Pragerskolen i 1930'erne lagt grobunden for F, idet den anså teaterforestillingen for at være et selvstændigt produkt, der til trods for dens tilsyneladende lighed med dramateksten ikke var i overensstemmelse med denne og derfor måtte analyseres særskilt. Pragerskolens skrifter blev dog først oversat til vesteuropæiske sprog i slutningen af 1970'erne, samtidig med at Ferdinand de Saussures tegnlære blev introduceret. I 1976 var Tadeusz Kowzan en af de første der arbejdede med F i bogen Analyses sémiologiques du spectacle théâtral med inspiration fra Pragerskolen og Saussure. Samme udgangspunkt havde både Patrice Pavis i 1970'erne og Erica Fischer-Lichte der i bogen Semiotik des Theaters fra 1983 analyserede Luigi Pirandellos Henrik IV.

Fra den noget rigide semiologi i Fs tidlige fase udviklede den sig hen mod en interesse for Charles Sanders Peirce og dennes kommunikationsteori. Der er således sket en markant udvikling af F, der fra dens tidligere tilknytning til sprogvidenskaben (Saussure) nu har flyttet interessen hen til bl.a. forholdet mellem budskab og modtager og analytikerens sanselige reaktion. Fx inddrager Willmar Sauter i bogen Understanding Theatre fra 1995 både et sensorisk, artistisk og fiktionelt niveau, hvor det sensoriske svarer til vore sansers påvirkning, det artistiske omfatter skuespillerens evne til at formidle rollen og det fiktionelle inddrager forestillingens referencerammer. Selvom semiotikken fortsat er grundlaget for F, hentes der inspiration fra bl.a. antropologi, hermeneutik, psykoanalyse og retorik, hvor det i højere grad end tidligere er teaterforestillingen, der bestemmer valget af metode. Da publikum/analytiker oplever teaterforestillingen meget forskelligt og tolker på baggrund af egen erfaring og viden, er en F aldrig endegyldig. Man kan dog godt tale om gode og dårlige F afhængig af analysens troværdighed og dens overensstemmelse med forestillingens kontekst. Se også Fortolkning.

Bibliografi: Jørgensen, K G Anvendt semiotik 1997; Pavis, P L’Analyse des spectacles 1996; Wiingaard, J Teatersemiotik 1987.