martyrspil

Martyrspil, dramaform som især knytter sig til middelalder- og barokteatret. M er i slægt med helgenspillet, men fokuserer særligt på hovedpersonens pinsler og død, gerne udpenslet med grelle virkemidler. Et M vil tit handle om de første kristne tider, hvor en – ofte kvindelig – repræsentant for tro og dyd står over for en nådesløs modpart, undertiden romerkejseren. Den fysiske lidelse og undergang er samtidig en moralsk sejr og religiøs forløsning. Den hellige Apollonias martyrium fra midten af 1400-tallet er særligt kendt, i kraft af et overleveret billede fra forestillingen. I 1600-tallet ses i sammenhæng med troskampene en ny, især tysk, martyrdramatik, bl.a. knyttet til jesuiterteatret og nu mere stramt dramaturgisk fortalt. Emnerne kunne være relativt tæt på i tid, med fx Mary Stuart eller Charles I af England som hovedpersoner og Kristi lidelseshistorie som model. Også dramatikere som Calderón og Pierre Corneille skrev inden for genren – Calderóns Den standhaftige prins 1629 fik med Jerzy Grotowskis Antonin Artaud-inspirerede opsætning, The Constant Prince, i 1965 en legendarisk renæssance. Fr. Schillers Maria Stuart 1800 har i høj grad karakter af M.

I moderne tid kan T.S. Eliots Murder in the Cathedral 1935 nævnes, men især inden for filmen har genren vist stor kunstnerisk kraft, som i Carl Th. Dreyers Jeanne d’Arcs lidelse og død 1928 og Lars von Triers Breaking the Waves 1996. Se også Jerzy Grotowski.

Bibliografi: Wickham, G The Medieval Theatre 1974.