infami

Infami, lat. ‘vanære’, den retsløse status som skuespillerstanden i perioder har været behæftet med. Ordet stammer fra Rom, hvor skuepillerne var en ‘infam’ kaste. I et større perspektiv er det fiktionen (falskheden) og det kropsligt-emotionelle, der har været anstødsstenene. For Platon var tragikernes praksis skadelig og fordømmelig, da de udøvede en efterligning af virkeligheden, der for ham var en efterligning af det egentlige, nemlig idéerne. Det blev i kristen udlægning til, at professionen var diabolsk, da djævlen er løgnens far. Dertil kom, at teatret spillede på ukontrollerbare passioner og derved kunne opvække sådanne hos tilskuerne.

Endelig har kvindens rolle været et angrebspunkt, og kvinder blev i vidt omfang derfor nægtet adgang til scenen som aktører. Teatret blev tilmed anset for en særligt ‘kvindeliggørende’ kunst. Lovgivning om skuespillere fratog dem fx i Frankrig en række borgerlige rettigheder. Først med den franske revolution 1789 ophævedes disse forhold. I Norden var if. Västgötalagen fra ca. 1280 ‘legere’ æreløse, og ‘han får aldrig mere ret end en hudstrøget trælkvinde’. I Danmark var der flere sager fra 1720'erne og 1740'erne mod danske aktørers ‘ugudelige’ virke, og bl.a. var den teaterløse tid 1728-47 begrundet i kunstartens diabolsk forførende karakter. Se også Gøglerens rettigheder; Illusion; Social status.

Bibliografi: Alt, H Theater und Kirche 1846; Holm, B Solkonge og Månekejser 1991 & Skal dette være Troja? Om Holberg i virkeligheden 2004.