Teatermuseum, samling af teaterhistorisk materiale og dokumentation af teaterkunst, undertiden placeret i eller i tilknytning til teaterhuse, der selv har museal karakter, fx Drottningholms slottsteater, Hofteatret på Christiansborg og Helsingør Theater i Den gamle By i Århus. Gennem billedmateriale, fx scenografi, scenebilleder, forestillingsfotos, billeder af scenekunstnere, og genstande, fx kostumer, rekvisitter, tekniske effekter m.m., dokumenteres tidernes skiften inden for scenepraksis. Også scenens folk og dens publikum hører til her. T kan være bygget op omkring kendte personligheder i deres bevarede hjem, som fx Carlo Goldoni og Victor Hugo, der begge efterlod sig store samlinger med relation til deres virke og deres tids teaterliv. Teatre som Comédie Française og Moskva Kunstnerteater (MXAT) sørger for med deres samlinger at fastholde deres egen virksomhed, mens andre T har specialiseret sig på anden vis som scenografimuseet i Bologna og museet i Almagro, der dækker det spanske teaters guldalder (Lope de Vega, Tirso de Molina m.fl.). Theatre Museum i London med det tilhørende National Video Archive of Performance (NVAP) dokumenterer teaterliv i UK ved indsamling af opførelsesrelateret materiale fra over 200 teatre foruden materiale vedrørende påvirkningen fra fremmede teatre inklusive gæstespil. Der er T i store dele af verden, og hovedparten er tilknyttet Société Internationale des Bibliothèques des Musées des Arts du Spectacle (SIBMAS). Se også Teatermuseet i Hofteatret.

Bibliografi: SIBMAS International Directory of Performing Arts Collections 1996.

SIBMAS' hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig