teater som medie

Teater som medie, Teater skabes i relation til tilskuerens samtidige tilstedeværelse i tid og rum og realiseres først i receptionen. I modsætning til film, litteratur og billedkunst er der ingen fiksering af den skabende proces. Den dramatiske tekst er kun én dimension af en teaterforestilling, på linje med kostumer, scenografi og arrangement. Teater skaber en dynamisk relation mellem scene og tilskuer, hvor forandringer i tonefald, lys, bevægelsesretning, rytme, tempo og afstand til tilskueren og dennes placering er betydningsskabende handlinger sammen med tekstens univers. Den enkelte teaterforestilling er både et værk og en begivenhed. Skuespilleren ved, at tilskueren ikke vil kedes, at det gælder om at tiltrække sig opmærksomheden, fascinere og aktivere ikke blot tilskuerens vidensbegær, men i særlig grad tilskuerens perceptionsbehov. Enhver teaterhandling skaber en teatral kommunikativ situation og en ‘kontrakt’ som en given effekt eller virkning i relationen mellem værk og modtager. Teatermediet skaber en spænding mellem teksten, dens historicitet og den aktuelle nutid den iscenesættes i. Dette spændingsforhold er en central teatral instans, som involverer såvel fortæller og afsender som modtager. Effekten af denne handling skaber et ‘indhold’ eller ‘udsagn’, oftest i form af et dramatisk univers af handlende personer. Det kan skiftevis være teksten eller skuespillerens nærvær, der er i fokus. Ofte vil der være tale om en blending af tekstens fiktionsrum og de konkrete scenisk valgte elementer, objekter, som kun delvis udgør dette rum. Det er en blending mellem det synlige og det imaginære. Tilskueren må ofte skabe sin egen visuelle helhed ud fra enkeltdele og ‘læse’ objekternes repræsentationsværdi: et hjul som repræsentation af en vogn, lyden af hest som repræsentation af hest, en gren i stedet for en skov, en enkelt soldat som tegn på en hær. I den enkelte forestilling lærer tilskueren koderne gennem en fiktionskontrakt og skaber imaginære billedrum, ligesom tilskueren kan se bort fra genstande på scenen og personer uden for fiktionen. Skuespilleren kan spille flere forskellige roller, springe mellem dem og forskellige synsvinkler.

Teatret er i mindre grad end filmen et realistisk medium og kommunikerer gennem udeladelser, komprimeringer og en teatral tegngivning. Det er en del af teatrets attraktion at fremvise de sceniske transformationer og tegns forvandlinger på scenen som en form for teatermagi. Teater er genskabt handling, hvor tid, rum, iagttagelse og kausalitet er relative størrelser og underlagt teatrale konventioner og ikke virkelighedens koder. Teatret må være en attraktion i forhold til sanserne. En række teaterkunstnere har i det 20. årh. reflekteret over dette realitetsniveau som et konkret teatralt nærvær, som er explicit i forestillingen og implicit i den dramatiske tekst. Realitetsniveauet er en del af ethvert kunstværk, men måske særlig tydeligt i teatret, hvor der ikke skal mere til, end at en tilskuer nyser eller griner på et forkert tidspunkt, for at en skuespiller snubler eller glemmer en tekst, og begivenheden forvandler sig fra attraktion til fiasko.