postdramatisk teater

Postdramatisk teater, Begrebet blev lanceret af Andrzej Wirth i 1987, men blev for alvor udbredt og uomgængeligt med udgivelsen af Hans-Thies Lehmanns Postdramatisches Theater i 1999, hvori Lehmann udførligt gjorde rede for det postdramatiske teaters æstetiske udtryk, logik og historiske oprindelse. Det postdramatiske teaters begyndelse daterer Lehmann til 1970'erne og fremhæver instruktører som Robert Wilson, Klaus Michael Grüber og Tadeusz Kantor i forbindelse med, hvad han betegner som et paradigmeskifte inden for teatret. Et skifte, der markerer et brud med den narrative dramateksts traditionelle dominans i teatret, og et skifte som if. Lehmann er nøje forbundet med det faktum, at det i forhold til den (sen)moderne verdens fragmenterede og stadig mere medialiserede karakter forekommer lidet adækvat at operere med kausale og lineært fremadskridende aristoteliske dramaturgiske strukturer. Således er det postdramatiske teater da også kendetegnet ved, at traditionelle kategorier som fabel, dramatisk illusion og psykologisk realistiske karakterer træder i baggrunden til fordel for montage, fragment og simultane handlingsforløb. Desuden fungerer de handlinger, som de sceniske aktører udfører, ofte som betydningsbærende elementer i sig selv frem for blot at illustrere og repræsentere en bagvedliggende fiktiv handling. I forlængelse heraf kan man tale om, at der i det postdramatiske teater sker en ‘dehierarkisering’ af de teatrale tegn og midler, al den stund teksten frem for at diktere opførelsen indgår på lige fod med de øvrige sceniske elementer, såsom krop, lys og lyd, i hvad man kunne kalde en ligestillet dramaturgi. En dramaturgi, der ud fra en associativ logik lader heterogene tidsligheder og rumligheder mødes og brydes i et udtryk, der if. Lehmann ofte fremstår som mere beslægtet med billedkunst, dans og musik end med det litterære teater, og hyppigt er der da også tale om direkte blandformer. Det postdramatiske teaters opgør med det narrative dramas logik og dominans er nært forbundet med den spaltning mellem drama og teater, som har præget store dele af teatret i det 20. årh., og, som Lehmann argumenterer for, har det postdramatiske teater da også aner tilbage til såvel den reteatralisering af teateret, som fandt sted i begyndelsen af det 20. årh. med bl.a. Meyerhold som Brechts episke teater og siden Artauds grusomme teater. Imidlertid er det if. Lehmann først med de teatrale former, som opstår i 1970'erne og fremefter med fx Frank Castorf, Pina Bausch, The Wooster Group og den engelske teatergruppe Forced Entertainment, at der for alvor realiserer sig en ligestillet dramaturgi, som gør det meningsfuldt at tale om postdramatisk teater. Selvom det typisk er performance-teater, ‘instruktør-teater’ eller danseteater, som forbindes med postdramatisk teater, er det vigtigt at understrege, at postdramatisk teater ikke betyder en afsked med dramateksten som sådan, men derimod med de traditionelle dramatiske konventioner, og således falder eksperimenterende dramatiske forfatterskaber som fx Heiner Müllers, Elfriede Jelineks, René Polleschs og Sarah Kanes da også under betegnelsen postdramatisk teater.

Bibliografi: Lehmann, H-T Postdramatisches Theater 1999; Wirth, A ‘Realität auf dem Theater als ästhetische Utopie oder Wandlungen des Theaters im Umfeld der Medien’ i Giessener Universitätsblätter 2, 1987.