Moderne dans, en paraplybetegnelse for en række sceniske danseformer, der repræsenterer senmoderniteten og ikke baserer sig på den klassiske ballets kodificerede trinsprog. Der skelnes historisk mellem to traditioner for MD, som begge har rødder i 1900-tallets første årtier.

Bedst beskrevet er modern dance, der opstod i USA i et krydsfelt mellem antikke længsler og eksotisme og inspirationer fra de nye udtryk i europæisk scenedans. Retrospektivt betragtes Isadora Duncan, Loïe Fuller, Ruth St Denis og Ted Shawn som pionererne i modern dance. Kendetegnende for den første generation af koreografer, fx Martha Graham, Charles Weidman og Doris Humphrey, var bestræbelserne på at udvikle en individuel stil, der søgte bevægelsernes udgangspunkt i danserens indre. Modern Dance blev i koldkrigsårene efter 2. Verdenskrig konsolideret som et særligt amerikansk bidrag til dansekunsten.

Ausdruckstanz, som er betegnelsen for den tidlige MD i Europa, voksede ud af et tilsvarende krydsfelt af kropskultur, vitalisme og en filosofisk interesse for bevægelse med inspiration fra bl.a. Nietzsche. Væsentlige var her den schweiziske musikpædagog Émile Jaques-Dalcroze, den ungarske koreograf og bevægelsesteoretiker Rudolf von Laban samt de tyske koreografer Mary Wigman og Kurt Jooss. De to sidstnævnte kom til at tegne hver sin retning i den videre udvikling af europæisk MD: Hvor Wigman insisterede på den sceniske dans’ mulighed for at stå alene som en ekspressionistisk inspireret og absolut dans, trak Jooss i langt højere grad på teatermæssige konventioner i sin koreografi og iscenesættelse.

I sin danske kontekst henviste MD indtil 1970 hovedsagelig til importerede samværsdanse som foxtrot, boston, tango og charleston, der kom hertil med den ny dansemusik fra USA. Imidlertid fandt gæstespil med modern dance vej til Danmark op igennem hele 1900-tallet. I sæsonen 1905-06 sås fx Fuller i Cirkusbygningen og Duncan i Odd Fellow Palæet i Kbh. Jooss gæstede Danmark 1934 og 1946 bl.a. med antikrigsballetten Der grüne Tisch 1932 (Det Grønne Bord), og i 1947 bar hovedparten af bidragene til Den Tredje Internationale Koreografikonkurrence, der blev afholdt i Kbh., stærkt præg af den europæiske variant af MD. I årene fra 2. Verdenskrigs ophør til begyndelsen af 1960'erne sås desuden en række gæstespil med amerikanske dansekunstnere af moderne tilsnit, bl.a. kom Talley Beatty og hans Tropicana Ballet i 1949, Martha Graham i 1954 og Katherine Dunham i 1959. I løbet af 1960'erne sås Alvin Ailey og hans dansere ved flere lejligheder. Desuden optrådte MD som undervisningstilbud ved de årligt tilbagevendende sommerkurser for professionelle dansere på Bartholins Internationale Balletseminar. Det var imidlertid først med den tidligere Graham-danser Paul Taylors engagement som koreograf og hans kompagnis efterfølgende gæstespil på Det Kongelige Teater 1968, at det danske balletpublikum for alvor fik øjnene op for MD. I de efterfølgende år flyttede en række udenlandske dansere og koreografer hertil, hvilket fik stor betydning for genrens etablering i Danmark. Her tænkes i særlig grad på Ann Crosset og Cher Geurtze, som udmøntede deres kunstneriske samarbejde i Uppercut Danseteater 1980-89. Gruppen, som fra 1989 har været ledet af Geurtze og Sheila de Val, har siden 1999 funderet sit arbejde på børn og unge i tæt kontakt med nærmiljøet i det multietnisk sammensatte nordvestkvarter i Kbh. Fra USA kom også Rhea Leman, kunstnerisk leder af gruppen The Ladies (1982-85), der skiftede navn til Teater Tango (1985-98). Fra Sverige kom koreografen Marie Lalander og oprettede Corona Danseteater i 1983. 1988 overdrog hun ledelsen til Jørgen Carlslund, der har ført gruppens arbejde videre med fokus på dans for børn. Andre udenlandske dansekunstnere, der i denne periode bidrog med forestillinger, var den Merce Cunningham-inspirerede Nanna Nilsson med New Now Dancers og den fabulerende og humoristiske colombianske koreograf Jorge Holguin med Jorge Holguin Danseteater (1982-89). Dette kompagni blev efter Holguins død ført videre først som ricketts dance co. (1989-96), siden som Åben Dans Production med Thomas Eisenhardt som kunstnerisk leder.

Mange af de udenlandske dansere, der kom til Kbh. i denne periode, gjorde første stop hos gruppen Living Movement (1972-84), hvis Åben Scene udgjorde et dynamisk omdrejningspunkt for nyskabende dans i årene 1977-84. Gruppen, der blev til på initiativ af den herboende norske koreograf Randi Patterson i samarbejde med Jytte Kjøbek, Graziella Hsu og Nina Voltelen, udmærkede sig bl.a. ved at koreografere til nyere dansk kompositionsmusik af bl.a. Svend Aaquist Johansen og Kenneth Knudsen. Kunstnerisk målrettet inden for MD arbejdede også Micado Danseteater (1989-98) under ledelse af koreograferne Mikala Bjarnov Lage og Charlotte Rindom, der samarbejdede med bl.a. den senere Reumert-prisbelønnede koreograf Kenneth Kreutzmann.

Nyt Dansk Danseteater (1981) også kendt som NDDT, hvor Randi Patterson fortsatte sin gerning som kunstnerisk leder, kom i kraft af omfattende turnévirksomhed til de danske teaterforeninger til at få stor betydning mht. at få moderne scenisk dans på det kulturelle landkort i Danmark. Kompagniet, der i 2005 flyttede ind på Folketeatret og samtidig ændrede navn til Dansk Danseteater, fik med udnævnelsen af koreograf Tim Rushton som kunstnerisk leder i 2001 en profil, der i højere grad end tidligere fusionerede balletbaseret æstetik med danseteknikker fra den nyere MD. I Århus stod Marie Brolin-Tanis MBT Danseteater (1991-2001) for en tilsvarende sammensmeltning af klassisk og moderne dans. Flagskibet for den moderne sceniske dans i Århus blev fra 2001-07 tegnet af koreograf Palle Granhøj, kunst nerisk leder af gæstespilsscenen GRAN-teater for Dans og af Granhøj Dans, der har udmærket sig ved en omfattende international turnévirksomhed. Senest har Jens Bjerregaard som kunstnerisk leder af Urban Elves (1998-2004) flyttet sine aktiviteter først til Fyn med gruppen Mancopy© – Odense Danse Kompagni (2004) og fra 2007 til Århus i det tidligere Gran, nu Koreografisk Center Archauz. Såvel dansens publikum som de skabende kunstnere inden for MD i Danmark nød fra sidst i 1970'erne godt af inspirationen fra de højt profilerede kunstnere i festivaler som Århus Festuge, Fools og Dancin’ City, hvis programmer bød på både ren dans og dans i frugtbart cross-over med andre scenekunstneriske genrer. Afgørende for konsolideringen af MD i dansk sammenhæng var etableringen af institutioner som Dansens Hus og Danseværket i Århus, der samler en række af dansens nøglefunktioner under sig. I 1992 så Skolen for Moderne Dans desuden dagens lys, og det efterfølgende år kom Dansescenen til. Blandt stilarterne ses ved indgangen til det 21. årh. fortsat moderne udtryksbaseret dans ved fx Living Creatures (1995) ledet af koreograf Camilla Stage. Herudover er den japansk inspirerede butōdans fornemt repræsenteret med kompagniet X-Act under ledelse af Kitt Johnson, den mere performanceorienterede ny dans ved kompagnierne (stilleben) (1995) under ledelse af Anders Christiansen, Mute Comp. Physical Theatre (1999) etableret af Kasper Ravnhøj og Jacob Stage samt LiminalDanmark (1999) under ledelse af Erik Pold, Adelaide Benzon og Pernille Koch. Endelig skal nævnes den stærke inspiration fra release-teknik, som hos Lene Boel finder udtryk i bl.a. dansefilm, mens den omsat til dans af en koreograf som Sara Gebran tilføjer MD i Danmark et vitalt (køns)politisk engagement. Se også Pina Bausch; Danseteater.

Bibliografi: Au, S Ballet and Modern Dance 2002; Foulkes, J Modern Bodies. Dance and American Modernism from Martha Graham to Alvin Ailey 2002; Grau, A & Jordan, S Europe Dancing, Perspectives on Theatre Dance and Cultural Identity 2000; Vedel, K Dokument om Dans. Den første Danseredegørelse 2001.

Kommentarer (1)

skrev Niels Basse

6. afsnit i artiklen, fra linie 36, skal ændres til:

Mute Comp. Physical Theatre (1999) etableret af dansere og koreografer Kasper Ravnhøj og Jacob Stage samt producer Niels Ulrik Basse (senere under ledelse af LiminalDanmark ved danser og koreograf Erik Pold, koreograf og instruktør Adelaide Benzon og danser Pernille Koch.

(Undertegnet stiftede alene kompagniet med Kasper Ravnhøj og Jacob Stage).

Således vil 6.afsnit i sin helhed se ud som følger:

Nyt Dansk Danseteater (1981) også kendt som NDDT, hvor Randi Patterson fortsatte sin gerning som kunstnerisk leder, kom i kraft af omfattende turnévirksomhed til de danske teaterforeninger til at få stor betydning mht. at få moderne scenisk dans på det kulturelle landkort i Danmark. Kompagniet, der i 2005 flyttede ind på Folketeatret og samtidig ændrede navn til Dansk Danseteater, fik med udnævnelsen af koreograf Tim Rushton som kunstnerisk leder i 2001 en profil, der i højere grad end tidligere fusionerede balletbaseret æstetik med danseteknikker fra den nyere MD. I Århus stod Marie Brolin-Tanis MBT Danseteater (1991-2001) for en tilsvarende sammensmeltning af klassisk og moderne dans. Flagskibet for den moderne sceniske dans i Århus blev fra 2001-07 tegnet af koreograf Palle Granhøj, kunst nerisk leder af gæstespilsscenen GRAN-teater for Dans og af Granhøj Dans, der har udmærket sig ved en omfattende international turnévirksomhed. Senest har Jens Bjerregaard som kunstnerisk leder af Urban Elves (1998-2004) flyttet sine aktiviteter først til Fyn med gruppen Mancopy© – Odense Danse Kompagni (2004) og fra 2007 til Århus i det tidligere Gran, nu Koreografisk Center Archauz. Såvel dansens publikum som de skabende kunstnere inden for MD i Danmark nød fra sidst i 1970'erne godt af inspirationen fra de højt profilerede kunstnere i festivaler som Århus Festuge, Fools og Dancin’ City, hvis programmer bød på både ren dans og dans i frugtbart cross-over med andre scenekunstneriske genrer. Afgørende for konsolideringen af MD i dansk sammenhæng var etableringen af institutioner som Dansens Hus og Danseværket i Århus, der samler en række af dansens nøglefunktioner under sig. I 1992 så Skolen for Moderne Dans desuden dagens lys, og det efterfølgende år kom Dansescenen til. Blandt stilarterne ses ved indgangen til det 21. årh. fortsat moderne udtryksbaseret dans ved fx Living Creatures (1995) ledet af koreograf Camilla Stage. Herudover er den japansk inspirerede butōdans fornemt repræsenteret med kompagniet X-Act under ledelse af Kitt Johnson, den mere performanceorienterede ny dans ved kompagnierne (stilleben) (1995) under ledelse af Anders Christiansen, Mute Comp. Physical Theatre (1999) etableret af dansere og koreografer Kasper Ravnhøj og Jacob Stage samt producer Niels Ulrik Basse (senere under ledelse af LiminalDanmark ved danser og koreograf Erik Pold, koreograf og instruktør Adelaide Benzon og danser Pernille Koch. Endelig skal nævnes den stærke inspiration fra release-teknik, som hos Lene Boel finder udtryk i bl.a. dansefilm, mens den omsat til dans af en koreograf som Sara Gebran tilføjer MD i Danmark et vitalt (køns)politisk engagement. Se også Pina Bausch; Danseteater.

Niels Ulrik Basse.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig