Dansens Hus, center for moderne dans i Hørsholmsgade i Kbh., grundlagt 1986. DH tilbyder faciliteter for dansere og koreografer i form af 6 studier; hjælp til administration af projekter i ProjektCentret; støtte til turné i Danmark via ‘Moderne Dans på turné’; seminarer arrangeret af Copenhagen Dance Seminar, hvor dansere fra hele Norden mødes; formidling af dans til børn og unge i skole- og fritidsregi af Dansekonsulenterne samt talenttræning i Dansevæksthuset. På VærkstedScenen kan professionelle koreografer afprøve deres ideer, ligesom professionelle dansere hver dag tilbydes morgentræning. Huset rummer desuden DanseInformationsCentret, som siden 2002 har indsamlet materiale om tidligere og aktuelle forestillinger og opbygget et omfattende bibliotek, videotek og samling af oplysninger om danseuddannelser i ind- og udland.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.