evaluering

Evaluering, defineres ofte som ‘en systematisk retrospektiv vurdering af gennemførelse, præstationer og udfald af offentlig virksomhed, som tiltænkes at spille en rolle i praktiske beslutningssituationer’ (den svenske evalueringsforsker Evert Vedung i hans standardværk om E/Utvärdering). E har fået en stigende betydning i offentlig forvalt ning i takt med uddelegering, resultatkontrakter, handlingsplaner og flerårsaftaler. Når E anvendes i disse sammenhænge, er der tale om et klart kontrolaspekt: Blev det, der var aftalt, opfyldt? Men E har også en anden side: Udefra kommende øjne kan kikke en institution over skulderen og yde bidrag til dens udvikling.

I kulturpolitikken er E efterhånden begyndt at spille en større rolle. I Arts Council i England bliver alle større støttemodtagende kulturinstitutioner evalueret regelmæssigt, og der er her direkte udviklet en håndbog for evaluatorer. Af større kulturpolitiskeEi Danmark kan nævnes, at de regionale kulturforsøg blev evalueret i 1999, og at Kulturministeriets Udviklingsfond blev evalueret i 2001. Århus Kommune er det sted, hvor evalueringsbølgen er kommet tættest på teatrene. Kommunen fik i 1998 og igen i 2003 og 2007 evalueret samtlige kommunale kulturinstitutioner, herunder også kommunens teatre. Århus Kommune har også s.m. Kulturministeriet været ansvarlig for udviklingen af en model for kvalitetsevaluering af performativ kunst, Ønskekvist-modellen. Der er ingen tvivl om, at E fremover vil komme til at spille en større rolle i teaterpolitikken, og at det nok bliver kontrolaspektet, der bliver vægtet over udviklingsaspektet.

Bibliografi: Dahler-Larsen, P Den Rituelle Reflektion – om evaluering i organisationer 1998 & Evaluering og magt 2004; Langsted, J, Hannah, K & Larsen, C R Ønskekvist-modellen. Kunstnerisk kvalitet i performativ kunst 2003; Vedung, E Utvärdering i politik och förvaltning 1998.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig