etnisk teater

Etnisk teater, betegnelse, der især siden 1970 bruges om teater af og for etniske mindretal, hvis kulturelle arv adskiller dem fra et omgivende angloamerikansk eller europæisk flertal. ET dækker derfor vidt forskellige teaterformer. I Europa er ET bedst kendt som jødiske teatertrupper, fx Habima, grundlagt i Moskva i 1918, med det formål at genoplive det hebraiske sprog. Da USA har så sammensat en befolkning, kendes flest eksempler på ET herfra. Det første African-American Theatre blev etableret 1821 i New York, et kinesisk teater åbnede i San Francisco 1852, og japanske trupper etablerede sig i Seattle ca. 1900. Op til 1. Verdenskrig var der et mangfoldigt ET i USA. ET har et dannelseselement i sig ved at fastholde etniske traditioner og mindretallets sprog/dialekt, men også ved at nedbryde fordomme og fremme integration. Efter 2. Verdenskrig var ET med til at nuancere billeder af de etniske mindretal og give nye dramatikere lejlighed til at bruge ghettoens sprog i litterære sammenhæng. I Danmark har vi haft et par enkelte ET, fx Tukak Teatret i Fjaltring, der blev grundlagt 1975 af Reidar Nilsson. I 2002 startede Betty Nansen Teatret sit eget integrationsprojekt De andres tanker, som med storytelling som strategi ville udforske nye måder at tænke integration på. De optrædende har næsten alle en anden etnisk baggrund end dansk.

Bibliografi: Seller, M Schwartz Ethnic Theatre in the United States 1983; Thing, M Jiddishland i København: den jødiske indvandring 1905-14 2005.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig