Afro-amerikansk teater

Afro-amerikansk teater, Moderne AT har en dobbelt oprindelse. Under slaveriet på plantager og i byer som New Orleans på Congo Square opførte afrikanske slaver traditionelle sange og danse. Forskere mener i dag, at meget af USA's generelle populærkultur som jazz, blues, vaudeville og musicals har rod i den hvide befolknings overtagelse af den oprindelige afro-amerikanske kultur.

Det kommercielle teater har fra de tidlige minstrel shows i midten af 1800-tallet benyttet sig af diskrepansen mellem hvide og sorte ved at hvide, hovedsageligt mandlige, skuespillere sminkede sig sorte og optrådte med groteske og racistiske danse og vittigheder – såkaldt blackface. Fra minstrel showet går der en lige linje til tidlige anti-diskriminations-melodramaer som George L Aikens dramatisering af Harriet Beecher Stowes roman Uncle Tom’s Cabin 1852 og senere Broadway-musicals som fx Eubie Blake og Noble Sissles Shuffle Along 1921.

Det selvstændige litterære race-drama udviklede sig ved siden af den sorte kulturs generelle indflydelse på amerikansk kultur. Det første sorte teaterkompagni etableredes i 1821 (44 år før afslutningen af den Amerikanske Borgerkrig og dermed ophøret af slaveriet) med The African Grove Theatre i New York. Det er dog først med The Harlem Renaissance i 1920'erne, hvor den sorte kultur blomstrede i New York-bydelen Harlem, at en reel forekomst af seriøse dramaer af, om og med sorte amerikanere ses. Intellektuelle sorte som W E B Dubois opdyrkede et ‘race’-teater og skabte en dramatisk form som handlede om de sortes betingelser i datidens USA: afstraffelser, hængninger (der stadig forekom i Sydstaterne og er foreviget af Billie Holiday i sangen Strange Fruit 1939), sociale og lægelige forhold som børnebegrænsning, osv. Alt dette primært spillet for et sort publikum, eftersom samfundet ved lov stadig var delt, så sorte og hvide ikke kunne sidde sammen. I en bredere offentlighed var det især hvide dramatikere, der skrev skuespil med sorte karakterer som Eugene O’Neills Emperor Jones 1920, og Dubose Heyward og George og Ira Gershwins folke-opera Porgy and Bess 1935. Op gennem 1940'erne sås flere dramaer med sorte karakterer, langt de fleste dog skrevet af hvide og ofte med sorte i mindre roller som fx tjenestefolk. Først i 1959 med Lorraine Hansberrys A Raisin in the Sun fik en sort dramatiker udbredt succes på Broadway. Hansberry beredte vejen for senere sorte dramatikere som August Wilson.

Med Black Art’s Movement i 1960'erne fik USA et drama, der på militant vis angreb den grundlæggende racisme i det amerikanske samfund og skabte teatre og teaterskoler, der udelukkende henvendte sig til sorte. Senere har unge sorte dramatikere som fx Suzan-Lori Parks og Anna Deavere Smith kombineret formmæssige eksperimen ter med en eksponering af de helt grundlæggende konflikter mellem sorte og hvide og deres (mangel på) sameksistens i det moderne amerikanske sam fund. Se også Amerika; Paul Robeson.

Bibliografi: Bean, A A Source-book of African-American Performance: Plays, People, Movements 1999; Lott, E Love and Theft: Blackface Minstrelsy and the American Working Class 1993; Elam, H J & Krasner, D African-American Performance and Theater History: a Critical Reader 2001.