Tukak Teatret.

.

Tukak Teatret, Tuukkaq Teatret, efter grønlandsk tuukkaq ‘harpunspids’, grønlandsk teater og skuespillerskole i Fjaltring i Lemvig Kommune grundlagt 1975 af nordmanden Reidar Nilsson. Fra starten blev TTs elevskole godkendt af Kulturministeriet som uddannelsesinstitution for grønlandske skuespillere (1975-93). TT havde udstrakt international turnévirksomhed, og skuespillere herfra dannede stammen i den første professionelle grønlandske teatergruppe Silamiut i 1984. TT havde 1980-93 egnsteateraftale med Lemvig Kommune og Ringkøbing Amt. Forestillingerne, bl.a. Inuit – Menneskene 1977 (DRtv 1978), var ofte baseret på grønlandske myter og havde et voldsomt fysisk udtryk med anvendelse af masker og trommedans.

TT gik konkurs i 1994, men har fortsat en begrænset aktivitet som Foreningen Tukak Centret med bl.a. bibliotek og træningslokaler til musik- og teatergrupper. Se også Etnisk teater.

Bibliografi: Brask, P & Morgan, W Aboriginal Voices. Amerindian, Inuit and Sami Theatre 1992.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig