Silamiut, grønlandsk ‘dem, der bor ude i det fri’ eller ‘dem, som er i ånden’. Grønlands eneste, professionelle teater, oprettet i Nuuk 1984 af skuespillere uddannet på Tukak Teatrets skole i Fjaltring i Danmark og med Simon Løvstrøm som leder indtil 2002. S har kun få ansatte og engagerer folk fra projekt til projekt, spiller både stationært i Nuuk og turne rer ude i landet. S producerer børne-, familie- og voksen-forestillinger, underviser ungdomsgrupper og deltager i sociale kampagner med forumteater. De bearbejder gamle, arktiske fortælletraditioner og maskespil som Tukak Teatrets klassiker Inuit – Menneskene 1977, Arferup Tarninga (Hvalens sjæl og dens brændende hjerte) 1992, Makka Kleists Eskimuunngooq (Eskimohistorier) 2000, moderne dans som Arsarnerit (Nordlys) til kulturhuset Katuaqs åbning i Nuuk 1997, musicals som Sarsuasut (De, der passerer forbi) 1999 og Inuit Barok Chok 1998 i samarbejde med Teater under Zenit (Danmark) samt bearbejdet verdenslitteratur som Ibsens digt Terje Vigen 2006 og senere Shakespeare. 2003 producerede S en moderne familiejuleforestilling i Katuaq, Ikitsisaarniannguaq, bygget over H.C. Andersens Den lille pige med svovlstikkerne, og i 2004 debatforestillingen Uangaana timiga (Min krop er min) for større børn og Mukkiaraq, om trolden der lærer mindre børn at tage hensyn til hinanden og omgivelserne. S.å. blev S bestilt til at lave en kærlig satire over Hjemmestyrets 25 første år 1979-2004 med revyen Aarimmi (Tilbageblik) og året efter Kuaaniatoqqap Oqaluttuaa (Gamle Kuaaanias fortælling) i anledning af den grønlandske kirkes 100-års jubilæum. S har turneret i både Europa og Nordamerika samt Australien i forbindelse med OL 2000. Siden 2005 er den norske skuespiller Svenn Syrin leder og s.å. fik teatret egne lokaler på H. J. Rinksvej 35 i Nuuk.
Bibliografi: Landsstyrets Redegørelse vedr. teatrets fremtid 1996.
Eksterne links:
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.