drejescene

Drejescene, motoriseret teatermaskineri, der med en fastmonteret drejeskive i hele scenegulvets diameter muliggør hurtige sceneskift selv ved store dekorationsopstillinger. De enkelte scenerier drejes efterhånden frem foran publikum, samtidig med at de ofte er en del af hele scenebilledet. Der er gerne tale om en fritstående dekoration på baggrund af rundhorisontens belysninger og evt. projektioner. Den moderne scenografis rumkompositioner har tillige udfordret Ds muligheder for dramaturgiens sansemæssige visualisering og dynamik.

I Europa udvikledes D i 1896 af den tyske teatertekniker Karl Lautenschläger på Residenztheater i München med inspiration fra tidligere teater-tekniske mekanismer som fx i det japanske kabukiteater. Fra 1905 blev den effektfuldt udnyttet af Max Reinhardt i Berlin. På initiativ af scenografen Svend Gade blev Det Ny Teater i Kbh. som det første danske teater i 1908 indrettet med D, derefter kom Aarhus Teater i 1917 og i 1930 fulgte Det Kongelige Teater.

I Japan blev den første D opfundet af dramatikeren Nakamura Denshichi i Edo (Tokyo) 1715-35 i form af en drejeskive, som var placeret oven på scenen og betjent ude fra kulissen. I 1758 videreudviklede dramatikeren Nimiki Shôzô på Kado-za teatret i Osaka D som vi kender den i dag: en drejeskive skåret ud af scenegulvet og betjent nedefra. Men det var først i 1793, på Nakamura-za teatret i Edo, at den med teaterteknikeren Jukichi blev permanent installeret. Siden har der fra 1827 været eksperimenteret med dobbelte D, hvor to drejeskiver, en mindre inden i en større, uafhængigt af hinanden kunne bevæges i begge retninger. Konpira-za teatret i Tokyo fra 1835 er det ældste teater i Japan med original D. Se også Leonardo da Vinci; Scene.