billetpris

Billetpris, Betaling for adgangen til at opleve en aktivitet hænger sammen med aktivitetens funktion i samfundet, samt måden hvorpå den er organiseret. Man antager, at der – i lighed med gudstjenester – oprindelig var gratis adgang til opførelserne ved Dionysierne i det antikke Grækenland, hvor teater var en integreret del af statens kult, mens B først indførtes efter at teaterdriften blev forpagtet ca. 450 f.Kr. Det skal også være praktisk muligt at opkræve en B, hvilket fx er årsagen til, at den forbipasserende tilskuer til gadegøglerens optræden selv fastsætter B.

For kommerciel teatervirksomhed, der fungerer på markedsvilkår, er det traditionelt forholdet mellem omkostninger og efterspørgsel, der indgår i prisfastsættelsen. Gennem offentlig støtte påvirkes dette forhold: typisk ønsker det offentlige at sikre dels mangfoldigheden i et udbud, som man ellers ville frygte domineret af let underholdningsteater; dels at Bs størrelse ikke udgør en økonomisk barriere for den almindelige befolknings adgang til teaterbesøg.

I Danmark har en del af den offentlige teaterstøtte siden 1970 været knyttet til billetsalget gennem såkaldte abonnements- og billetkøbsordninger, hvor den givne rabat helt eller delvist finansieres af det offentlige. Dette system satte imidlertid den fri prisdannelse på billetter ud af kraft, idet Teaterudvalget for Storkøbenhavn og Staten fastsatte maksimale B og regler for, at teatrene ikke måtte benytte andre rabatordninger end de godkendte. Generelt er B en markedsføringsparameter; men fordi størstedelen af dansk teaterproduktion er offentligt støttet, ses sjældent selvstændige prispolitiske initiativer som fx priskrig.

Det er ikke ualmindeligt, at teatre opererer med såkaldt prisdiskrimination, hvorefter der gives rabat til særlige grupper (fx ungdom, pensionister, arbejdsløse, kolleger mv.) samt prisdifferentiering, så en billet på 1. række koster mere end en på galleriet, ligesom B kan være forhøjet til forestillinger på fx fredage og lørdage, mens den kan være lavere til evt. matinéforestillinger eller på særlige billigdage (i Danmark ofte mandage). En særlig form for prisdiskrimination findes i visse østeuropæiske lande, hvor de statslige teatre kan have forskellige priser for landets egne indbyggere og for turister. I Danmark – først på Det Kongelige Teater fra 1854 – blev det i en periode almindeligt, at billetter i forsalg solgtes til forhøjet pris (for at begrænse billethajernes sjoveri) og først på forestillingsdagen til ordinær pris.

Prisindekset for teaterbilletter er steget mere end det generelle forbrugerprisindeks – en billet til 1. parket på Det Kongelige Teater kostede fx i 1906 4,50 kr. – i 2006 koster den 100 gange mere; men havde den fulgt forbrugerprisindekset, skulle prisen kun have været ganget med ca. 60. Se også Afgifter; Billighedsforestilling; Løssalg.