Poul Henningsen, 1894-1967, dansk arkitekt og forfatter, arbejdede med industriel formgivning og konstruerede i 1925 PH-lampen. 1926-28 var han redaktør af det kulturradikale tidsskrift Kritisk Revy, hvor han som led i et generelt kultursyn angreb revyerne for deres blanding af ‘lunkent-sentimentalt frisind og fej konservatisme’. Revydirektøren Frede Skaarup bad PH og kredsen om Kritisk Revy om at skrive en revy. Det blev til Paa Ho’det med premiere på Nørrebro Teater 1929. Temaerne var her som i de følgende revyer frisind og ligestilling, men også pressen, der som meningsdanner altid bør underkastes kritik. Derefter fulgte Kvindernes oprør 1931 i samarbejde med Otto Gelsted, revyerne Pæn og Høflig 1931, På halen 1932, Mars paa week-end 1937 og Op og ned med Jeppe 1937, alle spillet på Riddersalen. Han arbejdede med en sammenhængende idé i sine revyer. Dagligdags episoder gjorde han til poesi, mens han benyttede det moderne sprogbrug, der forkortede den reglementerede udtale. Det fik indvirkning på rimet, idet rimene skulle ligge på de ord, der gav verset mening. Det havde igen indflydelse på musikken, hvor han indgik i et nært samarbejde med komponisten Bernhard Christensen. Som fortolker af hans viser blev Liva Weel uovertruffen. I helt særlig grad var hun forfatterens talerør og forløste tekstens hensigt og sit eget talent på en utrolig intens og personlig måde med viser som ‘Ta’ og kys det hele fra mig’ i Paa Halen revyen 1932, ‘Naa’ i Mars paa Weekend revyen 1937 og kulminationen ‘Man binder os paa mund og haand’ fra Kjeld Abells revykomedie Dyveke på Riddersalen 1940. PH måtte i 1943 flygte til Sverige med sin kone, men efter besættelsen vendte han tilbage med bl.a. Kom frit frem i Sol og Sommerrevyen 1948 og visen ‘Fandens Oldemoer’ i Hornbæk-Revyen 1951. Se også Revy.

Bibliografi: Henningsen, P Mit livs eventyr 1995; Hammerich, P Lysmageren: en krønike om Poul Henningsen 1986.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig