Bernhard Christensen, 1906-2004, dansk organist og komponist. Under pseudonymet Leonard indledte han i 1930 et livslangt samarbejde med Poul Henningsen. Melodierne tog udgangspunkt i den lidt sjuskede form, som lå i teksternes moderne sprogbrug, og understøttede den særlige sproglige rytme ved hjælp af synkopen – en musikalsk leg, hvor han lod musikken følge ordene mere end de traditionelle rim. Tydeligst i Liva Weel-nummeret ‘Ta’ og kys det hele fra mig’ 1932. Blandt hans øvrige kompositioner kan nævnes ‘Kvindernes oprør’ 1931, jazzoratoriet ‘De 24 timer’ 1932, PHs Danmarksfilm 1935, PH-revyerne Op og ned med Jeppe 1937 og Mars paa week-end 1937, Kjeld Abell-filmen Regnen holdt op 1942 samt balletterne Enken i Spejlet 1934 og Den evige Trio 1944. C fik senere en overordentlig stor betydning som musikpædagog, hvor hans indsigt i og brug af jazz og ikke-vestlig musik blev til stor inspiration for en hel generation af unge musikere.

Bibliografi: Christensen, B Mit motiv 1993.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig