Lily Weiding, f. 1924, dansk skuespiller, uddannet på Det Kongelige Teater 1945, men havde forinden debut på Frederiksberg Teater som Emily i Thornton Wilders Vor by 1942. W har været ansat ved flere teatre og haft hovedroller inden for både det klassiske og moderne repertoire, hvor et af hendes væsentligste virkemidler er en stor beherskelse af stemmen, der kan være tørt konstaterende, vittig eller lunerig. Hun var ansat ved Det Kongelige Teater 1958-66, hvor hun i samspil med Jørgen Reenberg var en fortryllende Célimène i Molieres Misantropen 1963. Hun havde stor andel i Ernst Bruun Olsens succesrige forestillinger på Det Ny Teater, hvor hun med arbejderkonen i Bal i den borgerlige 1966 og titelrollen i Hvor gik Nora hen da hun gik ud? 1968 viste et overlegent spil. Hun var ledende skuespillerinde under Morten Grunwalds ledelse på Bristol Teater, hvor hun bl.a. fornyede Ibsen og Strindberg gennem moderne ironiske virkemidler. Efter ægtemandens (Grunwalds) overtagelse af Betty Nansen Teatret i 1980 fik W ligeledes tildelt betydelige roller som fx produceren i Bruun Olsens Prometeus i saksen 1981, hvor et vittigt spil viste hendes originalitet. I de senere år har hun varetaget det ældre rollefag med samme elegance, bl.a. som moderen i P.O. Enquists Tupilak Betty Nansen Teatret 1993 og i Saalbachs Aske til Aske – Støv til Støv Husets Teater 1997 & 1998. Gift med Sigfred Johansen 1945-53, Mogens Wieth 1954-62, Morten Grunwald fra 1980, mor til Julie Wieth.

Roller i: Flyvende sommer Riddersalen 1949; Som man behager Odense Teater 1958; Den sovende prins Riddersalen 1956; Play Strindberg Bristol Teater 1973.

Iscenesættelse: Mens vi venter på Godot 1976; American Buffalo 1977 – begge Bristol Teater.

Teaterpriser: Henkel-Prisen, Reumert-Prisen (Årets kvindelige birolle), Teaterpokalen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig