Ferdinand Raimund, 1790-1836, østrigsk skuespiller og dramatiker. Spillede 1808-13 i vandretrupper og kom 1814 til Wiens Josephstädter Theater, hvor han var mest populær som komiker. Fra 1817 skuespiller på Leopoldstädter Theater, hvor han 1823 skrev sin første farce med indlagte viser: Der Barometermacher auf der Zauberinsel, eine Zauberposse mit Gesang, der med ham selv i hovedrollen fik stor succes. 1828 blev R teatrets direktør. Hans hu stod til dramaet, med Shakespeare og Grillparzer som uopnåelige forbilleder, men skrev også eventyrspil og tryllefarcer i Hanswurst-traditionen. Mesterværkerne Der Bauer als Millionär 1826, Der Alpenkönig und der Menschenfeind 1828 og Der Verschwender 1834 (En Ødeland Casino 1849) opføres fortsat af det tysksprogede teater. H.C. Andersens Meer end Perler og Guld Casino 1849 er en fri bearbejdelse efter R. Teaterintriger og sindets splittelse endte forRi depression og selvmord. Ferdinand Raimund-Theater i Wien er i dag musicalteater. Se også Alt-Wiener Volksstück.

Bibliografi: Hein, J Das Wiener Volkstheater. Nestroy und Raimund 1977; Holz, G Ferdinand Raimund: Der geliebte Hypochonder; sein Leben, sein Werk 2002.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig