Dirch Passer, 1926-80, dansk skuespiller, uddannet på Frederiksberg Teater 1947, og markerede sig i Fiffer-revyen 1949. Året efter hentede Stig Lommer ham til ABC, hvor han hurtigt udviklede sig som revy- og farceskuespiller med det afgørende gennembrud i Børge Müllers Slap af 1952. Han introducerede en ny crazykomik med stærkt overdrevne og overspillede karikaturer. S.m. Kjeld Petersen udgjorde han 1955-58 Kellerdirk Bros., hvor hans desorienterede underdrivelseskunst over for Kjeld Petersens temperamentsfulde og desperate komik udgjorde kernen i samarbejdet, som blev et af karrierens absolutte højdepunkter. Inden for farcen blev Charleys tante af Brandon Thomas 1958 og Stamherren af Franz Arnold og Ernst Bach 1975 andre højdepunkter, begge ABC, mens ønskerollen som den retarderede Lennie i John Steinbeck Mus og mænd Aveny Teatret 1961 blev en personlig fiasko, fordi publikum ikke tog hans præstation alvorligt.

Efter Kjeld Petersens død i 1962 holdt P fem års revypause, men oplevede en ny storhedstid i Cirkusrevyen 1967-72, hvor han i et spændingsfelt mellem den larmende overdrivelse og den stilfærdige, næsten tavse antydningskunst skabte utrolige figurer som russeren, kæmpebabyen og ornitologen. Her lukkede han publikum ind i en verden af uskyld og elskelighed, men også stor sårbarhed, en privatsfære, hvor han forblev sit eget revynummer. Han fortsatte i Holstebrorevyen 1975-76, var uden større succes klovn i Cirkus Benneweis 1977 for året efter at starte på Tivolirevyen, hvor karrieren brat afsluttedes med hans alt for tidlige død på scenen 1980. Sideløbende medvirkede han i over 100 film, hvor mange af hans roller vidner om, hvilket enormt komisk potentiale han besad. Se også Sceneskræk; Kellerdirk Bros.

Teaterpriser: Årets Dirch.

Bibliografi: Lindgren, M Kære Dirch 1981; Lindskog, J Dirch: den utrolige historie om Danmarks største komiker 2001.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig