Afdeling for Dramaturgi, en afdeling på Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet. 1973-2002 var navnet Institut for Dramaturgi. Allerede i 1959 startede Tage Hind undervisning i dramaturgi ved universitetet som en tilvalgsmulighed under Institut for Nordisk Sprog og Litteratur. Den første eksamensordning i dramaturgi (som bifag) blev vedtaget i 1963. I 1970'erne kom der eksamensordninger i hovedfag og magisterkonferens.

Dramaturgifaget i Århus blev oprettet med angelsaksisk inspiration: Til et teaterstudium hører også praktisk teaterarbejde. For at forstå og analysere teater må man selv have prøvet det på sin egen krop. Ds faglige profil er således kendetegnet ved tilknytningen til praktisk teaterarbejde, dramapædagogik, kultur- og teaterpolitik samt fagets nutidsrettede karakter. Studerende og lærere har gennem alle årene spillet en aktiv rolle i byens teaterliv, og faget har generelt fungeret som et refleksionssted i forhold til samtidens teater. I 1982 deltog D i oprettelsen af den tværæstetiske kandidatuddannelse i Æstetik og Kultur. D rummer Centre for Theatre Laboratory Studies i et samarbejde med Odin Teatret samt Kulturpolitisk Forskningscenter Århus. Siden 1997 har D hørt hjemme på den ombyggede Langelandsgades Kaserne, hvor man bl.a. råder over to veludstyrede teatersale, KaserneScenens Store og Lille Sal.

Teaterpriser: Håbets pris.

Hjemmeside for Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig