Tid, i teatret er basalt et dobbelttydigt begreb. Det henviser dels til ‘en anden tid’ uden for teatret som dramatisk tid eller fiktionstid, dels til T i sig selv som scenisk tid eller opførelsens og tilskuerens tid. Dramatisk tid kan ses som forholdet mellem fabulaens tidsudstrækning og intrigens tidsforløb. Mens fabulaen kan strække sig over en menne skealder eller mere, skal scenebegivenhedernes T tilnærme sig opførelsens ved at holde sig inden for ‘et solo-omløb’; jvf. Aristoteles’ krav om tidens enhed i klassisk teori. Dramatisk T fremstår da typisk som personernes fremadskridende nutid, hvor fortiden er indbygget i replikkerne (jvf. Ibsens blotlæggelse af denne). Nutidsplanet kan brydes, hyppigst ved spring mellem akter, eller ved at indlægge drømme- eller erindringsscener som i Arthur Millers En sælgers død 1949, ved at indføre en episk fortæller eller et spil i spillet som i Peter Weiss’ Marat/Sade 1964. Scenisk T er det tidsrum, opførelsen varer og tilskueren bruger ved at overvære den. Selvom dramatisk T ikke er identisk med scenisk T, glider de to tidsplaner ofte sammen i selve teateroplevelsen. Forløbet får karakter af ‘et dobbelt nu’, hvor de fiktive begivenheder udspilles, som om de foregår i tilskuerens virkelige tid. Tidsoplevelsen kan også mere gennemskueligt manipuleres ved at spillets tempo skrues op eller ned. Det rent subjektive indtryk af opførelsens varighed afhænger af, om forestillingen keder eller engagerer tilskueren. I et udvidet perspektiv kan man tale om en forberedelsestid, hvor tilskueren psykologisk forbereder sig på forestillingens ‘anden tid’, og en historisk tid om den tid, dramaet er skrevet i, og den tid, det opføres i.