tæppe

Tæppetræk. Tæppetræk. Øverst fra venstre: fortæppe og parisertræk. I midten fra venstre: cabarettræk, ruf og wagnertræk. Nederst: rulletræk.

.

Artikelstart

Tæppe, et stort stykke stof, draperet, foldet eller udspændt – evt. bemalet – ophængt som grænsemarkering mellem bag og scenen, mellem scene og tilskuersal og som en væsentlig del af dekorationen.

Brug af T kan spores tilbage til det romerske teater, hvor spillerne kunne komme til syne gennem et forhæng, og det kunne danne baggrund for mimerne. Den samme funktion havde T i middelalderteatret og for gøglernes fjællebod. Også Shakespearescenen gjorde brug af dette system. Men i renæssancen udvikledes i takt med prosceniumsteatret behovet for et egentligt fortæppe. Og med 1600-tallets operahuse blev et fast fortæppe normen. Det var ophængt i prosceniumsåbningen og skjulte scenen for tilskuerne. Dets fjernelse og tilsynekomst angav forestillingens begyndelse og slutning. Dette kunne ske på flere forskellige måder, alt efter hvilken type T der var tale om. De stofdraperede T gik efter fx fransk eller italiensk træk, de bemalede blev rullet, foldet eller hejst op i fuld længde. De fleste traditionelle teatre var udstyret med et T forarbejdet specielt til det bestemte rum, et såkaldt hustæppe eller hovedtæppe. Herudover kunne man benytte et mellemaktstæppe, der dækkede for sceneskift m.m. Denne type kom især til anvendelse i 1800-tallets realistiske iscenesættelser, med store dekorationsopstillinger. Mens fortæppet ofte blev bemalet med allegoriske og symbolistiske motiver, var mellemaktstæppet gerne neutralt. Med den fortolkende scenografi, der har domineret udviklingen i 1900-tallet, blev fortæppet suppleret med eller helt erstattet af et forestillingstæppe udarbejdet af scenografen som en del af det visuelle udtryk. Og tendensen går mere og mere bort fra brug af T overhovedet. I slutningen af 1700-tallet steg kravene til brandsikkerheden, og man opsatte sikringstæpper fx fremstillet af jern. I 1857 fik Det Kongelige Teater sit første jerntæppe, således at der dannedes en effektiv afspærring mellem scene og tilskuerrum.

Et T, der eksempelvis indgår i dekorationen, kan være bagtæppet, der så godt som altid afslutter et traditionelt scenerum. Tidligere var det bemalet som en del af dybdeperspektivet, et landskab eller et byprospekt, men i den moderne scenografi vil der ofte være tale om et neutralt bagtæppe beregnet til lyssætning, fx horisontlys eller evt. projektioner. Buetæpper eller gennemskårne mellemtæpper indgår som en del af selve scenebilledet sammen med de øvrige kulisser. T blev tidligere rullet eller foldet op, hvilket betød et stort slid på limfarve og materialer. Det var derfor en forbedring, da der i løbet af 1800-tallet kom ekstra højde på snoreloftet, således at T kunne hejses op i fuld længde vha. træk med hjul, wirer og tovværk, der afbalanceredes af kontravægte. I dag bruges ofte hydrauliske systemer. Se også Akropolistæppet; Jerntæppe; Maskerade; Tata.

Bibliografi: Radke-Stegh, M Der Theatervorhang 1978.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig