studenterscenen

Studenterscenen, egl. Den Danske Studenterscene, blev oprettet 1936 af studerende ved Kbh.s Universitet. Her fungerede den som en form for forsøgsscene for kommende dramatikere, iscenesættere og skuespillere indtil 1969. Teaterinteresserede studenter havde i det foregående tiår flere gange taget initiativ til oprettelsen af et studenterteater. Senere professor i teaterhistorie, Torben Krogh, iscenesatte fx 1926 i universitetets festsal Johannes Ewalds De brutale klappere med studenterskuespillere som Lulu Ziegler, Frederik Schyberg og Ebbe Neergaard på rollelisten, og i 1929-33 stod Per Knutzon og Mogens Brandt i spidsen for en forsøgsscene, hvor diverse festsale blev ramme om bl.a. Aischylos’ Sonofferet 1931 og Georg Büchners Woyzeck 1931.

Repertoiret, som Studenterscenen lagde ud med i 1936, var ikke mindre litterært ambitiøst. Åbningsforestillingen var en dansk førsteopførelse af Büchners Dantons død, iscenesat af Bjørn Moe, stifter og formand fra 1936-41. Studenterscenen var de følgende år op til og under besættelsen præget af et tilsvarende ønske om at rette op på det professionelle teaters undladelsessynder. Som et alternativt teater, der formåede at sætte dagsordener, indledte Studenterscenen i 1954 sin storhedstid med en opførelse af Aristofanes’ Acharnerne. En fræk nyoversættelse, fantasifulde masker og en stramt holdt iscenesættelse af Palle Kjærulff-Schmidt (formand 1953-57) gjorde forestillingen til et formeksperiment, som rakte langt ud over et amatørteaters normale formåen. Maskekomediens stramme slap-stick-agtige stil blev også afsæt for den nye absurde dramatik, som Studenterscenen i vid udstrækning kom til at give danske førsteopførelser, bl.a. Ionescos Enetime 1958 og Becketts Krapps sidste bånd 1958. Epoken kulminerede 1961, da en række ‘gamle’ studenterskuespillere med Gyda Hansen, Birgit Brüel, Gotha Andersen og Hans Chr. Ægidius i spidsen takkede af med Erik Knudsen og Finn Saverys satiriske vaudeville Frihed – det bedste guld, iscenesat af den daværende formand Palle Skibelund. S.å. debuterede Klaus Hoffmeyer (formand 1964-67) som iscenesætter med Guillaume Apollinaires antidrama Tiresias’ Bryster og var i de følgende år med til at præge repertoirets lange række af danske urpremierer med bl.a. Jess Ørnsbos Dværgen der blev væk 1966. International avantgarde som García Lorca og Stanislaw Witkiewicz vekslede i de år med ny dansk dramatik af Kaj Himmelstrup, Leif Petersen, Kirsten Thorup m.fl., men samtidig var kimen lagt til opløsningen. Allerede 1963 var Collagetruppen brudt ud og en stadig stigende tilstrømning af studenterskuespillere fik ledelsen til at give mindre grupper frie hænder til selv – for et symbolsk beløb – at producere forestillinger. 1969 var Studenterscenen blevet en paraplyorganisation for forskellige grupper, som siden helt eller delvis gled over i Secret Service, Solvognen, Natholdet og Jomfru Ane Teatret. Se også Aristofanes.

Bibliografi: Johansen, B & Nielsen, H ‘Studenterscenen – et alternativt teater?’ i Musik & Teater 3. årg. 12/13; Thygesen, E ‘En hviskende skræppen – et spøgelse – en trold’ i Hansen, B Dengang i 60’erne 1978.