Pastorale, af lat. pastor ‘hyrde’, hyrdedrama, en genre, der har sin oprindelse i Vergils og Titus Calpurnius Siculus’ hyrdedigte, der ofte var i dialogform. Som genre vandt hyrdespillet frem i sen renæssancen og barokken, først i Italien og siden i resten af Europa. Det er en blandingsgenre med rig brug af musik og dans og en forløber for opera og ballet. Torquato Tassos Aminta, om hyrden As kærlighed til den smukke, men kyske jægerske Sylvia, opført ved hoffet i Ferrara 1573 og i Parma i 1628 med musik af Monteverdi, er med sin subtile lyrik genrens ypperste eksempel. Pastoralen repræsenterer en flugt ind i et uskyldigt og lykkeligt Arkadien, men nærmere beset en kunstlet verden, befolket af hoffolk, forklædt som hyrder og hyrdinder, troldmænd, satyrer og skikkelser fra den antikke mytologi. Emnet er kærlighedens vildveje, og stykkerne er ofte opbygget efter skemaet: A elsker B, der elsker C etc. Aminta og Battista Guarinis næsten lige så beundrede Il pastor fido (Den trofaste hyrde) 1590 fik mange efterlignere. I Frankrig blev genren populær i 1600-tallets første tiår, men blev sammen med tragikomedien for en tid fortrængt af klassicismens regelrette drama. I Danmark blev pastoraler, hyrdemaskerader eller Schäferier dyrket ved Frederik III's hof på Frederiksborg Slot i midten af 1600-tallet.

Bibliografi: Greg, W.W. Pastoral Poetry and Pastoral Drama 1906; Stampino, M.G. Staging the pastoral 2005.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig