konstruktivisme

Konstruktivisme, radikal retning i russisk kunst og scenografi i begyndelsen af 1900-tallet påvirket af kubismen og futurismen. Inspireret af Pablo Picassos kubistiske montager af uensartede materialer og med slagordet ‘Kunsten ud i livet’ satte billedkunstneren Vladimir Tatlin fra 1919 industrielle byggematerialer som glas, metal, gips og træ sammen i fantasifulde og ekspressive geometriske skulpturer, der åbenlyst skulle vise, hvordan de var konstrueret, og samtidig aktivt gribe ind i rummet for at udtrykke det moderne menneskes muligheder. En konstruktivistisk form skal både være funktionel og ekspressiv, og der er lignende bestræbelser i samtidig europæisk funktionalisme og på den tyske kunstskole Bauhaus.

Meyerhold indførte den konstruktivistiske stil i teatret, hvilket fik stor betydning for tidens scenografer – også uden for Rusland. Til sine revolutionære forestillinger i de tidlige 1920re lod han konstruktivistiske kunstnere bygge ekspressive og fleksible tredimensionelle scenografier af rene geometriske former. De var bygget i træ med særligt vigtige dele malet i markante farver som sort, hvid og rød, eller bygget i skinnende metal. I stedet for realistisk at vise stedet for handlingen skulle de være, hvad han kaldte ‘gode maskiner’ at spille på for skuespillerne, samt visuelt påvirke tilskuerne til at tænke i alternativer til overleveret skik og brug. Som en ekstra pointe så man bag og omkring dem blot scenens nøgne mure. Selv fortæppet var sløjfet; højst blev et mindre tæppe hængt op hist og her efter spillets skiftende behov. Med sin enkle, raffinerede og legende konstruktion står især Ljubov Popovas og Vladimir Ljuts scenografi til Meyerholds opsætning af Fernand de Crommelyncks Den storsindede hanrej 1922 som en klassiker i moderne scenografi. Se også Forsøgsscenen.

Bibliografi: Lodder, C Russian Constructivism 1983; Mikhailova, A Meyerhold and Set Designers: A Lifelong Search 1995; ‘Russisk konstruktivisme’ i Teatrets Teori og Teknikk 12/1970.