handskedukke

Handskedukke, hånddukke, figur i animationsteater, der består af et hult hoved, fremstillet af papmaché, gips eller træ, hvortil er fastgjort en slags handske eller sok, som udgør kroppen og armene, og som skjuler dukkeførerens hånd. H animeres nedefra med pegefingeren i det hule hoved og tommel- og lang- eller lillefinger i dukkens arme. Føreren holder sin arm med dukken lodret i vejret under spillet, som foregår i en lille bod, hvor sceneåbningen er umiddelbart over førerens hoved. H kan holde små rekvisitter i hænderne ved at føreren klemmer de to ærmer sammen, fx en stok, som er en meget vigtig del af bl.a. Mester Jakel komedierne. Tilskuerne ser normalt kun H fra hoften og opefter; dog kan nogle figurer have løsthængende ben syet fast til kroppen, som kan kastes op over sceneforkanten.

H er oftest traditionelle figurer fra det folkelige repertoire; boden er forholdsvis nem at transportere, og hele forestillingen kan præsenteres af en person. Fordelen ved H er dens behændighed og hurtighed, og eftersom førerens hånd i sig selv udgør dukken, sker alle bevægelser på en langt mere direkte måde end tilfældet er med stangdukker. Som følge heraf er improvisation og interaktion H og tilskuerne imellem en vigtig ingrediens i forestillingen. Begrænsningen i H ligger i størrelsen og de indskrænkede armbevægelser.

Bibliografi: Hlavaty, K Hånddukker: Fremstilling, spil og dekoration 1970.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig