dramaturgisk analyse

Dramaturgisk analyse, teknik til læsning af en dramatekst som akademisk eller praktisk disciplin. Den akademiske DA vil afdække tekstens betydningspotentiale, den praktiske DA tillige involvere dens realisationsmuligheder. Den dramaturgiske læsning vil altid involvere den medskabende tredjemand, publikum. Et drama analyseres på andre præmisser end en litterær tekst, da det i højere grad er åbent i forhold til en scenisk helhed, inkl. publikum. Den analytiske læsning af et eksisterende, fx klassisk, drama vil derfor bevæge sig fra før-tekst, kontekst og intertekst til tekst, dvs. komposition og tematik. Det handler om at læse teksten i et rum, som er et historisk rum og et scenerum. At udgå fra den givne periodes virkelighedsforståelse og relatere teksten hertil, med andre ord overveje, hvilke spørgsmål teksten er svar på, og om den forholder sig kontroversielt eller konventionelt til de grundopfattelser og andre tekster, et samtidigt publikum aflæser den ud fra. Endvidere hvilket rum den er skrevet for, herunder hvilke kommunikationer med publikum, der arbejdes med, hvilke fiktionsniveauer. Det er dernæst vigtigt at undersøge tekstens komposition: en stringent hhv. kaotisk fortælleteknik er i sig selv betydningsbærende; strukturen kan enten bryde med eller svare til det (historisk) forventelige. Kombinationen af kontekst og komposition vil åbne for tematisk læsning, herunder metaforiske lag i teksten, og således indkredse dens betydningspotentiale, dens tolkningsalternativer (I. Holm). Absolutte læsninger er ikke mulige, men en inddragelse af oprindelig praksis kan rumme værdifulde indikationer. Her må læsningen støtte sig til teaterhistorie og forestillingsanalyse som strategier.

Den praktiske DA tager over, hvor den akademiske slipper, al den stund den sigter mod at placere teksten i en ny kontekst, den mulige nutidige opførelse. Den kan have form af en dramaturgisk recension, dvs. en komprimeret indstilling til et teater med overvejelser om tekstens opførelsesmuligheder. Denne DA forudsætter den akademiske kompetence, historisk, filologisk, analytisk, et indgående indblik i egen samtid og helst ganske stringente opfattelser af mulige fokuseringer i det konkrete tekstmateriale i forhold til en påtænkt opsætning – som åbning af et register af muligheder for instruktør og scenograf. Et sådant grundigt forarbejde for de kunstneriske valg vil kunne styre arbejdet med de variable områder som bearbejdelse, casting, visualisering m.v. fri af tilfældighedernes uhensigtsmæssige spil.

DA vil også indgå i læsningen af nyskreven, uopført dramatik. Og i samarbejde med dramatikere om udviklingen af dramatik. Mange af de nævnte teknikker vil gå igen her, idet det hele tiden gælder om at relatere teksten til et tredimensionelt rum, fysisk og emotionelt, og til en tænkt samtalepartner, som er publikum.

Bibliografi: Cardullo, B What is dramaturgy 2000; Larsen, P H De levende billeders dramaturgi I-II, 2003; Holm, I Drama på scen 1969; Kelstrup, G & Olsen, M Værk og læser 1996; Rudakoff, J & Thomson, L M Between the Lines. The process of Dramaturgy 2002.