dogme

Dogme, oprindelig en religiøs læresætning. Begrebet blev reaktualiseret i 1995 med ‘Dogme 95’ som et regelsæt for en fornyelse af filmdramaturgien. Nogle af de vigtigste regelsæt var kravet om håndholdt kamera, lokal lyd, lys og ingen scenografi og kostumer. Denne dramaturgi betød, at de ti dogmefilm af bl.a. Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Susanne Bier virkede mere ‘virkelige’ end de fleste illusionsfilm. Dogmeregler er ikke noget nyt i dramaturgien, hvor kravet om tiden, stedets og handlingens enhed rækker helt tilbage til klassicismen. Det 20. årh. har i høj grad været domineret af antidogmer, dvs. dogmer som på den ene eller anden måde ud fra tilfældighedsprincipper greb ind i virkelighedsillusionen i både teater og film. Den aktuelle dogmebølge, som til en vis grad også findes i teatret, er da også karakteriseret ved at besidde en relativ ironi. Dogmerne er ikke længere universelle, men regler som både griber ind i den skabende proces og det færdige resultat, som fremstår rystet. Dogmedokumentarfilmen De fem benspænd 2003 af Lars von Trier og Jørgen Leth viser netop, hvordan mere eller mindre tilfældige regler kan fungere som en obstruktion, der i sig selv udvikler og fremmer den kunstneriske og kreative proces. Både Odin Teatret, Hotel Pro Forma, Granhøj Dans og den tyske instruktør Frank Castorf arbejder med obstruktion og ‘regler’ i den skabende proces. Noget lignende gælder Claus Beck-Nielsens soloperformance 2001, hvor han som Claus Nielsen toner frem i Ekstra Bladet som en mand uden personnummer og hukommelse. Lars Kaalunds iscenesættelse af Shakespeares Macbeth på Mungo Park 2004 var dogmeteater, hvor skuespillet opførtes som en ‘nøgen’ læseprøve i stil med Louis Malles film Vanya on 42nd Street 1994.

Bibliografi: Christoffersen, E E Peripeti 4 – 2005: Dogmer og dramaturgi 2005.