ironi

Ironi, af græsk eironeia ‘forstillelse’, ‘spot’ af eiron ‘hykler’, en måde at udtrykke sig på, hvor man med fortsæt sår tvivl om udsagnets rigtighed. Det er tæt knyttet til teatret, idet I forudsætter en bevidst forstillen sig. Her er I en central del af udtrykket, fordi det kan ændre et udsagns pålydende vha. tonefald, kropsholdning, gestus eller mimik. Dramatisk I udtrykker det forhold, at publikum ved noget om en situation, som en eller flere figurer på scenen ikke ved, som fx i Molières Fruentimmerskolen hvor Agnès’ tilbeder, Horace, betror sig til hendes formynder, Arnolphe, som selv har planer om at giftes med hende. Begrebet stammer fra den klassiske retorik, hvor det dækker over, at man med lovprisende formuleringer egentlig mener sit udsagn nedsættende. Ironikeren findes også i den græske komedie, men er der betegnelsen for en, der gør sig mindre betydningsfuld, end han er. Den er som sådan ført videre i den klassiske komedie. I slutningen af 1700-tallet bliver I med vægt på distance et grundbegreb for forfatterens forhold til sproget og virkeligheden. I 1980'erne genopstår I som centralt kulturelt begreb i Vesteuropa, et redskab til at fokusere på forholdet mellem udtryk og indhold, at pege på et evt. misforhold mellem den måde, et fænomen fremtræder på, og dets bagvedliggende betydning. Især i 1990'erne slog I igennem som virkemiddel, delvis som en måde at imødegå tidligere tiders naturalistiske teaters brug af indføling og psykologisering, som fx i Nils Ufers Mens vi venter på retfærdigheden CaféTeatret 1992, hvor Peter Larsen hyperironisk og skarpsatirsk hudfletter Tamil-sagen. Ironien er karakteriseret ved den distance, der opstår ved dobbeltheden og tvivlen, og sættes derfor ofte i modsætning til humor, der karakteriseres som varm og medfølende.

Bibliografi: Kierkegaard, S Begrebet Ironie med stadigt hensyn til Socrates 1841; Theil, P og Garsdal, L Hvem der? 2000.