bearbejdning

Bearbejdning. Gynt, ’skrako-opsætning’ (: skuespil, rap og komedie) af Ibsens Peer Gynt, udviklet af instruktøren Mogens Pedersen, dramaturgen Kitte Wagner samt de medvirkende, her f.v. Rune Klan, Jonathan Spang, Blæs Bukki og Carsten Bang i Mia Stensgaards scenografi. Betty Nansen Teatret 2006.

.

Artikelstart

Bearbejdning, Oftest af dramaet, som ændres eller genskrives ud fra en tolkningsidé eller et koncept i forhold til tid, rum, stil og kontekst. B er oftest mere dybtgående end aktualisering. B kan være nødvendig, fordi en tekst er for lang. Hamlet bliver næsten aldrig spillet i fuld længde; der stryges replikker og scener og flyttes rundt på rækkefølgen efter behov. B af klassikere er ikke noget nyt fænomen; man kan hævde, at realisme-traditionen i sig selv er en kraftig B af Holberg, som fjerner indre teatrale modsætninger og rekonstruerer en lineær dramatisk narration og logik, som også betyder, at personernes udvikling bliver mere forståelig og psykologisk set mere logisk, end den var fra Holbergs side. Ydermere har der været en meget lang tradition for, eksempelvis med Shakespeare, at oversætte dramaerne til diverse nye kulturelle sammenhænge som japansk og indisk kultur. Fx indsatte Peter Brook En skærsommernatsdrøm 1970 i et kinesisk inspireret cirkusunivers, som givet har været en inspirationskilde for Peter Langdal. B kan være en særlig løsning, bevidst fejllæsning eller blot en læsning, som er inspireret af tiden. Fx læste Jens Kruuse i 1960'erne en absurdisme ind i Holberg, formentlig inspireret af Becketts dramatiske værker. I læsningen af Holbergs Erasmus Montanus fokuserede Kruuse på ordets og kommunikationens magtesløshed, oplysningens fallit og den fysiske vold, som den absurde tilstand medfører. Han neddæmpede samtidig Holbergs moralske og pædagogiske intentioner, som også Peter Langdal gjorde med sin Erasmus Montanus vender tilbage 1984. Derved forekommer en tolkningsmæssig B, som placerer teksten i et nyt univers med en ny talemåde, gestik og bevægelsesmåde. Andre eksempler på B er Ingmar Bergman, som i 1989 beskar alle entreer og exitter fra Ibsens Ett dockhem på Dramaten og lod skuespillerne blive på scenen, som mere havde karakter af retssal end af dagligstue. Skuespillerne vogtede dermed over hinanden og hørte alle hemmeligheder, hvilket forandrede stykket i retning af et ‘drømmespil’. Charles Marowitz lavede radikale ommonteringer af tekster som Shakespeares Hamlet 1965 og Ibsens Hedda Gabler 1980 for at skabe en ny overraskende oplevelse for tilskuerne, som han forudsatte kendte den oprindelige handlingsgang. For en radikal og dekonstruktivistisk B, kunne Wooster Groups ‘cut up’ af Tjekhovs Tre søstre, Brace up! 1990 nævnes. Nævnes skal også traditionen med B af specielt romaner som oftest betegnes dramatisering. Se også Klassikerdebat.

Bibliografi: Kott, J Shakespeare – vor samtidige 1964; Kruuse, J Holbergs Maske 1964; Liebst, L & Nielsen E A Hvem ejer Shakespeare? 1999; Marker,LL&F Ingmar Bergman. A Life in the Theatre 1982.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig