William Somerset Maugham, 1874-1965, engelsk dramatiker og prosaist. Havde et stort forfatterskab inden for mange genrer og var især i begyndelsen en populær dramatiker. Ms første succes var lystspillet Lady Frederick 1907 (Dagmarteatret 1910). 1908 blev 4 værker opført samtidig i Londons West End, bl.a. farcen Mrs. Dot (Folketeatret 1909). I 1920'erne skrev han, bl.a. påvirket af Oscar Wilde, nogle af de mest vittige, bidende og elegante sædekomedier i engelsk teater, bl.a. The Circle 1921 om den evige generationskløft, The Constant Wife 1926 (Den, der ler sidst Folketeatret 1927) om kønnenes ulige normer for utroskab, samt det alvorlige skuespil om medlidenhedsdrab, The Sacred Flame 1928 (Den hellige flamme Dagmarteatret 1930). Indtil 1933 skrev M ca. 30 skuespil. Flere, ligesom mange af hans romaner og noveller er filmatiserede. Hans ofte kyniske iagttagelser bæres oppe af velformede scener og situationer, der understreger teatret mere som håndværk end som kunst.

Bibliografi: Mander, R & Mitchinson, J Theatrical Companion to Maugham 1955; Taylor, J R The Rise and Fall of the Well-Made Play 1967.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig