Vandretrupper, engelske og tyske teaterselskaber, som turnerede i 1600- og 1700-tallets Midt- og Nordeuropa. I slutningen af 1500-tallet turnerede engelske trupper på kontinentet og knyttede undervejs tyske medlemmer til sig. Selvom sproget snart overgik til tysk, kaldte de sig stadig en tid Englische Komödianten. Fra midt i 1600-tallet kom tyske trupledere til. Repertoiret bestod bl.a. af bearbejdelser af elizabethanske dramaer, efterfulgt af grovkornede farcer. Sidenhen føjedes tidens store franske dramatikere til og endnu senere også Holberg. En særlig genre var de pompøse Haupt- und Staatsaktionen, som Holberg parodierede i Ulysses von Ithacia 1725. Forestillingerne kunne byde på kostumepragt, dans og akrobatik. Der var flydende grænser til kvaksalverbranchen. Salomon von Quoten, som var aktiv i Danmark først i 1700-tallet, praktiserede såvel teater som kirurgi.

Op mod midten af 1700-tallet reformerede en ny generation af trupledere i Tyskland det gamle system. De insisterede på et lødigere repertoire, også af tyske forfattere, og på en højnelse af skuespillerstandens anseelse. Hernæst introduceredes tanken om teatret som en ‘moralsk anstalt’ (Fr. Schiller), en national kulturinstitution, og dermed en gradvis afvikling af det gamle system. Omrejsende teaterselskaber kendes fra mange lande. I Italien var det den dominerende model helt op til omkring 1950. Se også Turnéteater.

Bibliografi: Brauneck, M og Noe, A Spieltexte der Wanderbühne, 1-5, 1970ff; Dahlberg, G Komediantteatern i 1600-tallets Stockholm 1992; Hansen, G Formen der Commedia dell’arte in Deutschland 1984; Nystrøm, E Den danske komedies oprindelse 1918.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig