Søren Glad, f. 1951, dansk scenograf. G blev 1976 knyttet til CaféTeatret som tekniker og lysdesigner og har i en lang årrække været medlem af teatrets ledelse. Han debuterede som scenograf på teatrets Nils Ferlin-cabaret Den store komet 1980. G er de funktionelle løsningers mand. Han har siden 1990 haft mange danske scener som arbejdsplads og ofte i det store format, bl.a. en række musicals på Aalborg Teater i samarbejde med Morten Hovman, ligesom han 2003 stod for rammen om Shakespeares Hamlet på Kronborg. Se også Alfred Jarry; Spil i spillet.