Richard Burton, 1925-84, walisisk skuespiller. Debut 1944 i Liverpool med prædikatet ‘usædvanlige evner’. Londondebut 1948 og New York 1950. Ved Edinburgh Festival 1953 spillede han for første gang Shakespeares Hamlet, og s.å. Fortælleren i Under Milkwood i BBCs uropførelse af yndlingsdigteren Dylan Thomas. 1953-56 spillede han som medlem af Old Vic-kompagniet en lang række Shakespeareroller: Hamlet, Tobias Hikke, Coriolan, Caliban, Henrik V og alternerede med John Neville som Othello og Jago. Spillede ofte på Broadway, bl.a. i 1960 kong Arthur i Loewe og Lerners musical Camelot og atter Hamlet, denne gang i John Gielguds berømte New York-opsætning 1964. Hans arbejde vekslede mellem teater og film, hvor han bl.a. huskes som George i samspil med Elizabeth Taylor i Edward Albees Who’s Afraid of Virginia Woolf ? 1966 og psykiateren i Peter Shaffers Equus 1977. Hans omtumlede privatliv og alkoholproblemer medførte efterhånden, at B ikke kunne leve op til egne og andres forventninger.

Bibliografi: Sterne, R L John Gielgud directs Richard Burton in Hamlet 1968.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig