Peter Stein

Artikelstart

Peter Stein, f. 1937, tysk instruktør. 1964 instruktør og dramaturgassistent på Münchner Kammerspiele, hvor han debuterede 1967 med Edward Bonds Gerettet (Saved). Fyret uden varsel efter premieren på Peter Weiss’ Vietnam-Diskurs 1968 pga. forestillingens USA-kritiske tilgang, og fordi han satte en pengeindsamling til fordel for den vietnamesiske frihedsfront i gang. 1969 kom han atter i fokus med sin opsigtsvækkende iscenesættelse af Goethes Torquato Tasso med Bruno Ganz i titelrollen, hvor han blotlagde kapitalismens magtudøvelse over kunstnerisk frihed.

1970 medstifter og kunstnerisk leder af et teaterkollektiv, som slog sig ned på Schaubühne am Halleschen Ufer. Skelsættende iscenesættelser fulgte på rad: Brecht og Maksim Gorkijs Die Mutter 1970, Ibsens Peer Gynt 1971, opført over to nætter, hvor 6 forskellige skuespillere spillede titelrollen, Heinrich von Kleists Traum vom Prinzen Homburg 1972, Gorkijs Sommergäste 1974, Shakespeares Wie es euch gefällt 1977, Botho Strauss’ Der Park og Tjekhovs Drei Schwestern 1984. I 1981 flyttede Stein og Schaubühne-ensemblet til Lehniner Platz. S forlod Schaubühne am Lehniner Platz i 1985, men vendte dog tilbage som gæsteinstruktør. Endeligt brud 1992, fordi teatret ikke støttede hans ambitiøse Faust-projekt. 1991-97 skuespilchef ved Salzburger Festspiele.

Efter mange års kamp og under uheldige produktionsforhold realiserede S endelig sin drøm om en samlet iscenesættelse af Goethes’ livsværk Faust ved EXPO 2000 i Hannover. Aldrig før var samtlige tragediens 12.110 vers blevet bragt på scenen; forestillingens samlede længde var 21 timer. Som altid var S også her på sporet af sprogets musikalitet og tekstens skjulte lag. I anledning af kulturbyåret 1996 opførtes i Torpedohallen i Kbh. Ss 9 timer lange iscenesættelse af Aischylos’ Orestien på russisk fra 1994. S har desuden iscenesat en lang række operaer. Se også Læsedrama.

Bibliografi: Patterson, M Peter Stein 1980; Theater heute 12/1981, 3/1987, 13/1993, 10/2000.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig