New Zealand

New Zealand, Aotearoa, (maori ‘landet med den lange hvide sky’), er et bi-kulturelt samfund, hvor maori-kulturen (den oprindelige befolkningskultur) og pakeha-kulturen (de hvides kultur) tilstræbes at leve side om side. NZ blev først befolket fra ca. 1100-tallet, hvor indvandring fandt sted fra det østlige Polynesien. Den europæiske indvandring tog fart i 1800- og 1900-tallet. NZ blev annekteret af Storbritannien i 1840 (Waitangitraktaten, der skulle regulere forholdet mellem maori og pakeha og som i vore dage har fået stor betydning) og blev en selvstændig nation inden for Commonwealth i 1947. I dag er ca. 14 % af befolkningen maorier, over 80 % er pakeha og 2-3 % er nye indvandrere fra forskellige Stillehavsøer. Siden 1987 er maori officielt sprog på linje med engelsk.

Maori-kulturen er en mundtligt overleveret kultur; først omkring 1800 blev der konstrueret et skriftsprog. Optræden har været en vigtig del af fortællinger, formelle taler (fx velkomstceremonier) og musik. Krigsdanse (haka) var almindelige og blev udført af maori-krigerne for at forene dem og for at skræmme fjenden, før de gik i kamp. Kapa haka betegner et bredere register af danseformer. Kapa betyder ‘række’, og der er tale om danseformer, hvor de dansende står på en række vendt mod tilskuerne. Haka pōwhiri er en velkomstdans til gæster og danses af mænd og kvinder i to adskilte rækker. En speciel kvindedans er haka poi, hvor kvinderne danser med en kortere eller længere snor i hånden, hvortil der er fastgjort en let fiberbold (poi), som svinges og hvirvles rundt til den ledsagende sangs rytmer. Kapa haka-grupper er populære i dagens NZ og optræder såvel i maori-sammenhæng som turistmæssigt. Om der har eksisteret dramatiske optrædener med spillere og roller og fiktive handlinger før europæernes ankomst er usikkert; det er sandsynligt, at en form for dukketeater har eksisteret. Gennem 1970'erne og 1980'erne førte maoriernes stigende selvbevidsthed og politiske aktivisme til dannelse af teatergrupper som alternativer til det vestlige teater. I dag arbejdes der med inddragelse af maori-kulturens elementer i vestligt inspireret dramatik. Der etableres synkretismer og sammensmeltninger.

Vestligt teater kom til NZ med kolonialiseringen. Efter fund af guld i 1861 øgedes velstanden, og det dannede basis for turnerende selskaber fra Australien, England og Nordamerika, og spillesteder i form af store teater- og operahuse blev bygget. Turnélivet fortsatte til op i 1900-tallet. En stærk amatørteaterbevægelse voksede frem i 1920'erne og 1930'erne. Under og efter 2. Verdenskrig blev der etableret professionelle teatre med kortere eller længere levetid, fx Community Arts Service (1947-62), Canterbury University College’s Little Theatre (1943-72) med teaterlederen Ngaio Marsh som drivkraft eller den turnerende gruppe New Zealand Players, der eksisterede 1953-60. Med oprettelsen af et Arts Council 1963, siden 1994 med navnet Creative New Zealand, blev der mulighed for offentligt støttet teater. Idéen var ikke at opbygge et nationalteater, men at satse på regionale, professionelle teatre i de større byer. I 1976 dannede 9 offentligt støttede regionale teatre The Association of Community Theatres (ACTS). Med den økonomiske krise, der fulgte Englands indtræden i EF 1973, blev den offentlige kulturstøtte begrænset. Fra 1976 til 1986 faldt antallet af medlemsteatre i ACTS til fem, hovedsagelig pga. manglende offentlig støtte. Den offentlige kulturstøtte blev rettet mere mod projekter og særlige indsatsområder, og kravene i NZs nye liberalistiske politik til offentligt støttede teatre blev skærpet. I 1994 var der kun tre tilbage af de oprindelige ACTS-teatre. Teaterlivet med offentligt støttede teatre var således blevet totalt forandret fra 1970'erne til 1990'erne. Vitalitet og nyskabelse var styrket, mens tradition og kontinuitet var svækket. Nye vigtige teatre var i Wellington de kollektivt ledede Circa Theatre (startet 1976), BATS (startet 1989) og Taki Rua (startet som New Depot i 1983, siden 1991 med særlig vægt på maori-teater, bi-kulturalisme og ny new zealandsk dramatik og siden 1997 et produktionsselskab). Andre teatre er Auckland Theatre Company (startet 1992) og Watershed (startet 1991) i Auckland og Downstage (startet 1964) i Wellington. Watershed og Downstage er åbne scener med en lille egenproduktion. Blandt offentligt støttede professionelle teatre er der i dag også faste teatre som fx The Court Theatre (grundlagt 1971) i Christchurch, Centrepoint Theatre (grundlagt 1974) i Palmerston North og Fortune (grundlagt 1974) i Dunedin. Derudover eksisterer der frie grupper og projekter, der baserer sig på enkeltprojektstøtte fra Creative New Zealand.

Toi Whakaari: New Zealand Drama School i Wellington blev oprettet i 1970 og uddanner skuespillere, instruktører, producenter og teknikere, siden slutningen af 1980'erne som en aktivt bi-kulturel skole. Playmarket (oprettet 1973) er et udviklingssted og agentur for new zealandsk dramatik. New Zealand International Festival of the Arts (startet 1986) afholdes hvert andet år i Wellington og har affødt en fringe-festival, der overvejende består af ny new zealandsk dramatik. Aotearoa Traditional Maori Performing Arts Festival (startet 1972) afholdes hvert andet år skiftende steder og satser på traditionelle former.

Bibliografi: Downes, P Shadows on the stage. Theatre in New Zealand. The first 70 years 1975; Harcourt, P A dramatic appearance 1978; Smythe, J Downstage Upfront. A History of New Zealand’s longest running professional theatre 2004; Strange, G The Little Theatre 2000.