Mythos, oldgr. ‘fortælling’, Aristoteles’ begreb i Poetikken (ca. 325 f.Kr.) for måden, hvorpå begivenhederne er organiseret i dramaet – det konstruerede handlingsforløb, som danner en spændingskurve. På dansk kan M oversættes med fabel, på engelsk plot, på fransk récit og i den russiske formalisme syuzhet. M må imidlertid ikke forveksles med myte, som var det stof, tragedien genfortolkede, eller med det engelske story, franske histoire eller den russiske formalismes fabula, som er begivenhedernes virkelige rækkefølge. M er if. Aristoteles ‘tragediens sjæl’, dens overordnede struktur, som bør udgøre sin egen indre nødvendighed – dvs. at hver del bør have sin funktion i helheden, således at handlingerne følger af og ikke blot efter hinanden (Poetikken 1452a, 12ff ) og på den baggrund danner en begyndelse, midte og afslutning.

Bibliografi: Ricoeur, P Temps et Récit bd. 3, 1983-85 (eng. Time and Narrative 1984).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig