Lone Hertz, f. 1939, dansk skuespiller. Debut hos Stig Lommer på ABC 1956. Elev ved Privatteatrenes Elevskole 1960-61. Ansat ved bl.a. Det Ny Teater og Folketeatret indtil hun kom til Det Kongelige Teater 1968-73 og 1975. Som skuespiller havde H stor erotisk udstråling, og i sine unge år var hun særdeles populær pga. sin charme og sødmefyldte spillestil. Hun magtede også alvorlige roller; således var Hedvig i Ibsens Vildanden Aalborg Teater 1964 en sjældent smuk præstation, der var medvirkende til at hun 25 år gammel blev kåret som Studenternes Æreskunstner i Århus, og lige så fremragende var hendes Nora i Ibsen Et dukkehjem Folketeatret 1967, hvor hun betonede muligheden for, at Nora kunne vende tilbage til hjemmet.

Med Malene Schwartz blev hun leder af Bristol 1980-82, hvor hun var instruktør på flere forestillinger, bl.a. Ionescos Stolene 1980 med vægten lagt på menneskets eksistentielle vilkår. Hun fortsatte med Schwartz som leder af Aveny Teatret 1982-84, hvor hun overtog rektorposten for Statens Teaterskole. Her var hun en omstridt leder, i opposition til en styreform, som hun opfattede som et lærer-elev-vælde. Hun fik dog gennemført flere af sine idéer, bl.a. en mere håndværksmæssig uddannelse, og forlod først embedet i 1990 pga. uindfriede løfter om en bedre økonomi. I de senere år har hun virket som foredragsholder og oplæser og bl.a. indtalt Det ny Testamente for DR og Det danske Bibelselskab 1993-94. I 1997 fik hun tildelt Hillary-prisen for sit store sociale engagement. Mor til Steen Stig Lommer, søster til Helle Hertz. Medvirken i utallige danske film. Se også Jean Genet.

Teaterpriser: Henkel-Prisen, Teaterpokalen.

Bibliografi: Hertz, L Sisyfosbreve 1992; Johnsen, L Vise kvinder 2001; Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig