Karagöz

Artikelstart

Karagöz, folkelig tyrkisk skyggespilhelt. K stammer fra det sydøstlige Asien og kom sandsynligvis til Tyrkiet med sultan Selim I ca. 1517. K betyder ‘sorte øje’ eller sigøjner. K er altid iklædt en stor turban, som dækker hans skaldede hoved, og han har et stort sort skæg. Han er uuddannet og sædvanligvis arbejdsløs. Af karakter er han nysgerrig, taktløs, løgnagtig og fører sjofel tale. I lighed med Mester Jakel griber han ofte til voldsomheder og gennembanker sine medspillere. K-figurerne er flade og måler 35-40 cm i højden. De har leddelte arme og ben forbundet med snore og er fremstillet af bøffel- eller kamelhud, som efter bearbejdning udskæres og bemales. Grundrepertoiret består af ca. 40 overleverede komedier fulde af ordspil, overdrivelser, imitationer af accenter, ironi og satire – også over dagens begivenheder. K og hans ven Hacivat er de gennemgående personer, omgivet af et stort antal medspillere. K repræsenterer fornuften og det folkelige vid, og Hacivat er en lærd og fornem herre, der ustandselig bliver narret. If. overleveringen har både K og Hacivat eksisteret i virkeligheden. I dag spilles de gamle komedier især i Ankara, men man kan også stifte bekendtskab med den ukuelige K i ugentlige tv udsendelser. Ks græske fætter hedder Karagiozis.

Bibliografi: And, M Karagöz Turkish Shadow Theatre 1987.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig