Helene Weigel, 1900-71, tysk-østrigsk skuespiller, instruktør og teaterleder. Debuterede 1918 og blev kendt som ekspressionistisk skuespiller. Da hun mødte Brecht i 1923, og giftede sig med ham i 1928, ændrede hun imidlertid spillestil. Intensiteten var den samme, men ved ikke længere at lade sin egen identitet forsvinde bag rollen formåede hun at få dialektikken i karaktererne frem og skabe den kritiske distance til figurerne, som Brechts episke teater krævede. Til hendes glansroller hørte Die Mutter 1932 og Mutter Courage 1949. Under Ws og Brecht eksilperiode i Danmark 1933-39, hjalp hun RT og Ruth Berlau med at instruere Fru Carrars Geværer 1937 for siden selv at optræde i titelrollen i en opsætning på Borups Højskole 1938, hvilket inspirerede Brecht til at udforske spillestilen hos hhv. amatører og professionelle i sin Unterschiede der Spielweise. Efter Brechts død 1956 førte hun Berliner Ensemble, som hun havde været medstifter af, videre i hans ånd. Se også Bertolt Brecht; Episk teater.

Bibliografi: Kebir, S Abstieg in den Ruhm Helene Weigel, eine Biographie 2000; Wilke, J & Dijk, M v The Brecht Yearbook/Das Brecht Jahrbuch Vol. 25, 2000.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig