Heiner Müller

Heiner Müller. Hamletmaskine blev opført af Teater Opus X i 1998 i Århus. F.v. Jesper Dræby og Katharina Hofmann.

.

Artikelstart

Heiner Müller, 1929-95, tysk dramatiker og instruktør, én af DDR's betydeligste og mest omstridte. Fra 1950'erne skrev han såkaldte produktionsstykker til DDR's ‘opbygning’, men selvom hans politiske udgangspunkt var det socialistiske arbejdersamfund, blev han med sine regeringskritiske stykker en torn i øjet på Zentralkomitee, og flere af hans værker blev forbudt, som Lohndrücker 1958 og Die Umsiederlin 1961. 1961-88 var han ekskluderet fra DDR's forfatterforening for ‘at tegne et forkert billede af arbejderklassen og fordreje den socialistiske realitet’. Fra midt i 1960'erne fokuserede M på den antikke emnekreds, fx Prometheus 1969 (Die Befreiung von Prometheus Kanonhallen 1994 i Heiner Goebbels’ iscenesættelse), efterfulgt af Shakespeare-bearbejdninger, hvor den 8 timer lange nekrolog over det hensygnende DDR, Hamletmaschine 1979 (Hamletmaskine OpusX 1998) bragte hans navn ud i verden, ikke mindst i kraft af Robert Wilsons iscenesættelser: 1985 i New York og 1986 på Thalia Theater. Hamletmaschine er fortsat genstand for stor opmærksomhed fra teoretikere og praktikere, og har bla. inspirerer Lars Romann Engel til hans iscenesættelse af Hamlet – en afhopper uden land Kronborg 2004.

1980 debuterede M som instruktør med sin egen Der Auftrag og som operainstruktør 1993 med en vidt berømmet Tristan und Isolde i Bayreuth. Efter murens fald blev han den kontroversielle kultfigur, der holdt sammen på de to Tysklande, om end rygter om hans påståede samarbejde med Stasi vanskeliggjorde hans position. Ms dramatik kan ses som en æstetisk komprimeret videreførelse af Brechts lærestykker; med yderligere inspiration fra Antonin Artaud og Beckett søgteMi et fragmenteret og associationsrigt sprog at forbinde politisk engagement, pessimistisk undergangsfilosofi med teatralitet, og hans stykker om politiske systemers nedbrydende umenneskelighed greb dybt ind i den østtyske bevidsthed.

Dramatiske værker: Philoktet 1968; Macbeth 1972; Die Schlacht 1975; Germania Tod in Berlin 1978; Der Bau 1980; the CIVIL warS 1984.

Bibliografi: Kalb, J The Theater of Heiner Müller 2000; Müller, H Krieg ohne Schlacht 1992; Rischbieter, H Durch den eisernen Vorhang 1999; Suchke, S Müller macht Theater, 2003; Theater heute 4/82, 4/88, 7/92, 5/90, 13/91, 6/2001, 1/2004.

Eksternt link:

www.heinermueller.de

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig