Hans Wilhelm von Warnstedt, 1743-1817, dansk officer og teaterdir. Blev i 1778 chef for Det Kongelige Teater, den første, som blev lønnet for sit arbejde og som ikke sideløbende havde en række andre (hof )poster – og uden sammenligning den betydeligste teaterchef i 1700-tallet. Allerede i 1768 blev han ven med den unge balletdanser og senere skuespiller Frederik Schwarz og indledte med ham et parløb, der satte helt afgørende præg på Det Kongelige Teater fra slutningen af 1770'erne.

Hans embedstid var præget af forsøget på at indføre disciplin og nytænkning, fx ved at oprette Teaterjournalen, der 1781-1982 har dokumenteret teatrets daglige virksomhed, ved omhyggeligt at føre alle kasseregnskaber, detaljeret at inddele personalet i klasser og embeder, opfordre kunstnerne til studierejser i udlandet og opføre udenlandsk og ny dansk dramatik, fx J H Wessel, Johann Clemens Tode og P.A. Heiberg. Han forsøgte at skabe opmærksomhed omkring de dårlige forhold, som ikke mindst dansepersonalet levede under, og indførte økonomisk hjælp til personalet i tilfælde af fx sygdom eller social nød, og rakte det ikke langt nok, lagde han til af egen lomme. Blev tvunget fra posten i 1792 pga. økonomidirektørens svindel – dog ikke i unåde. W blev siden udnævnt til ambassadør i Portugal og ceremonimester.

Bibliografi: Jørgensen, L Frederik Schwarz – Den tænkende Kunstner 1997; Schyberg, F Den store Teaterrejse 1943; Ørbæk, W Hans Wilh. Warnstedt 1936.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig