Det Veldrejede drama

Artikelstart

Det Veldrejede drama, fr. la pièce bien faite, eng. the well made play, betegnelse for den dramaform, der skabtes i Frankrig af Eugène Scribe i første halvdel af 1800-tallet og nåede et højdepunkt med Victorien Sardou. DVD er en sindrig mekanisme med en klar eksposition, en indviklet intrige, gerne suppleret med en eller flere underintriger, overraskende omslag (peripetier), en effektfuld bravourscene (la scène à faire) placeret i 4. akt og en let og elegant slutning, hvor trådene redes ud. DVD sætter kunstfærdighed over psykologi og sandsynlighed, og det var det, de naturalistiske dramatikere reagerede imod. Ibsen var selv en sindrig konstruktør, men teknikken stod altid i psykologiens tjeneste. Alligevel findes der i hans skuespil flere levn fra DVD som fx det skæbnesvangre brev i Et dukkehjem 1879 og Noras tarantella, der er en virkningsfuld scène à faire, placeret helt efter reglerne i næstsidste akt. DVD har i Londons West End-teatre været repræsenteret af bl.a. Noël Coward og Terence Rattigan og lever i bedste velgående både dér og på Broadway.

Bibliografi: Fenger, H ‘Det veldrejede og mondæne teater’ i Ludvigsen, C & Kehler, S Teatrets historie 1962.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig