Claus Beck-Nielsen, f. 1963, dansk dramatiker, forfatter og skuespiller. B-N debuterede med radiospillet Bjerget 1993, der er fulgt op af flere bl.a. En sidste sang 2001. Hans fantasifulde og i stigende grad samtids- og politisk kritiske scenedramatik tog fart med Andy Warhol Kaleidoskop 1995, efterfulgt af international turné, Balls and Rupies Kanonhallen 1997 og Teaterslagteren Kaleidoskop 1999, alle tre med undertitlen 20th Century Ghost og B-N på scenen, skabt i samarbejde med Rolf Heim, dels som medforfatter, dels som instruktør af dem alle. 2000 opførte Det Kongelige Teater hans Ci-vi-li-sa-tion. 2001 oprettedes kunstproduktionsvirksomheden Das Beckværk med det formål at forvalte B-Ns liv og værk. Indtil 2006 spillede Das Beckværk på Gladsaxe Teaters anneksscene, bl.a. en sceneudgave af hørespillet En sidste sang – århundredets kærlighedshistorie 2002, Parlamentet 2003 og Den sidste europæer 2005, en monolog om Irakkrigen, som B-N selv spillede.

B-N har også et forfatterskab med bl.a. debutromanen Horne land 1999, den ‘posthume’ selvbiografi Claus Beck-Nielsen 1963-2001 2003 og Selvmordsaktionen 2004. Han involverer sig selv i sociale og politiske happenings, som da han spillede identitetsløs taber i Kbh., og Parlamentet blev til et forsøg på at komme ind i Irak med demokratiet i en kuffert. Fra 2006-07 er B-N reactor-in-residence og har flyttet Das Beckværk, nu under navnet Das Beckwerk, ind på Kaleidoskops K2. Se også Performativitet.

Teaterpriser: Kjeld Abell-prisen, Reumert-Prisen (Årets dramatiker).

Hjemmeside for Das Beckwerk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig