Caspar Phillipson, f. 1971, dansk skuespiller, uddannet på Aarhus Teater 1995 og knyttet dertil 1995-2001. Med sit kønne, lidt collegeagtige ydre og fine sangstemme passer han perfekt som helten i musicals og komedier, bl.a. som Rocky i Richard O’Briens musical The Rocky Horror Show Aarhus Teater 1995, flinkenevøen Mortimer i Joseph Kesselrings komedie Arsenik og gamle kniplinger Det Kongelige Teater 2001 og Tony i Leonard Bernsteins musical West Side Story Østre Gasværk Teater 2006. Talentet spænder også over psykologisk komplicerede roller som Alex i Anthony Burgess’ A Clockwork Orange Aarhus Teater 1999 og den sindssyge Christian VII i Bent Fabricius-Bjerre/Niels Brunses Hofskandalen Aalborg Teater 2000.

Teaterpriser: Reumert-Prisen (Reumerts talentpriser).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig