Boldhus Teatret, er en intimscene i Kbh. Teatret startede i 1965 med Inger Rauf som leder, en post hun stadig varetager. I årene 1975-80 spillede man på Strøghus Teatret. Gennem årene har Rauf bragt en lang række bemærkelsesværdige forestillinger frem, fx Fernando Arrabals Og de gav blomsterne håndjern på i 1970 i Klaus Hoffmeyers iscenesættelse, og Birgitte Prices instruktørdebut i 1977 med Euripides’ Elektra, hvor Kirsten Olesen brød igennem i rollen som Elektra. Som teaterleder har Rauf introduceret en række udenlandske dramatikere. Hendes force har været en evne til at kombinere de rette teaterkunstnere på de rette tidspunkter. Boldhus Teatret fungerer – med undtagelse af en kort periode i starten af 1990'erne hvor teatret var egnsteater i Kbh.s Kommune – siden 1986 uden offentlig støtte. Se også Tragedie; Værkstedsteater.

Bibliografi: Boldhus Teatret 25 år. Mindst, modigst, mærkeligst 1990.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig